torsdag den 8. juli 2010

De sidste dages tosserier

Nicaragua og Costa Rica

Dette blogindlaeg er atypisk, da Silja Thoegersen bogstavlig talt er blevet smeltede fast af sved og tilfaeldig latino modgang og er dermed blevet medskribent paa de sidste dages oplevelser.


Da jeg sluttede sidst var vi stadig haabefulde, faa timer senere gik alt galt.. Silja lagde sig i sengen med diarre og kunne ikke forlade vaerelset, damen fra havnen kom og aflyste baaden og busserne gik ikke da der aabenbart var krigsttilstande paa den eneste vej vaek. Ja noed laerer diare plagede rejsende at grine af det og spinde uden snor. Vand vejen var udelukket og landvejen var udelukket, altsaa var kun luftvejen tilbage. Vi synes allerede at vi floej mere end vi kunne staa inde for, men udsigten til at bosaette sig i Puerto Cabezas fik boejet idealerne lidt. Om intet andet er fleksibelt paa os, kan idealerne aabenbart godt flekse lidt.Eva maa klarer aerterne selv, hvilket vil sige morgenoel, med hjaelpsomme latinoer, for at komme paa liste til fly af endnu ukendt stoerrelse. Moeder spaendt og afventer om haandskrevet liste virkelig taeller som flybooking. Efter vi begge og vores bagage har vaeret paa vaegten, gaar vi ud og finder ud af at vi er illegale imegranter fordi junglekrydsning af graensen ikke giver tilstraekkelige papirer.. Efter blink med de brugbare blaa oejne og blonde haar (ja det var Eva) kom vi igennem og ud til et fly, der viser sig at have samme stoerrelse som vores bil paa Cuba. Silja frygter staerkt at skide i bukserne af lige meget skraek og diarre. Men til Corn island kom vi.

Havde planlagt lidt sol og strandferie for den sidste tid, men opdager, at det kan vi ikke finde ud af? Efter fire dages "hva' saa nu? det ved jeg ik' hva' synes du?", lidt dykning og smarte nyoptegnede solbrillemaerker paa Silja - beslutter vi at sige farvel til den sidste caribiske oe paa denne tur.

Tilbringer nogle dejlige hektiske dage paa markeder i Masaya og Managua, der bliver raabt, handlet, skubbet og skreget - vi elsker det!

Da tiden lakker mod enden er vi nu paa vej mod strand i Costa Rica, de eneste ridser i lakken er, at det er regntid men det vaelger vi forloebig at ignorere ( forvent muligvis atter afblegede piger i lufthavnen) Har generelle problemer med at tilpasse os det noget mere vestlige og velstaaende Costa Rica. Busserne gaar til tiden, gadesaelgerne har faaet butik med lukketid, taxaerne har faaet holdepladser og taxameter og folk er ligesaa hjaelpsomme som derhjemme (vi maa altsaa klare os selv). Derfor sidder vi nu, ganske vidst i Puerto Viejo, men aabenbart det ANDET Puerto Viejo, ja der er to (dette bekrafter blot costa ricanernes dovenskab). Saa nu kan vi se frem til flere timer i bus til en forhaabenlig solrig strand, lokal oel og de sidste dage med en masse sidst'er - sidste bustur, sidste ris og boenner, sidste uforstaalig latino monolog, sidste rejseforvirring osv.


onsdag den 23. juni 2010

Naksma Moskitia

Moskitia er Honduras´ mere eller mindre ufremkommelige jungel, der er bosat af en masse moskito indianere, som stadig lever i smaa indianersamfund og har deres eget sprog.

Man kan endten flyve derind i smaa flyvere, med en ikke helt appelsinfri pilot og hoejst sandsynligt et par kilo stoffer gemt maerkelige steder i flyet - eller saette sig ind i en bus klokken 4 om morgen, derefter 5 timer paa et lad af en overfyldt truck med proviant (hovedsagligt cola, chips og benzin) paa en vej der ikke er der og - hvor bilen ugen foer tippede over paa stranden og saa til sidst 2 timer ned en krokodille flod i en kano.
Vi valgte selvfoelgelig det sidste og kom fra turen med oemme roeve og mudderindsmut fra top til taa. Heldigvis viste det sig, at der ikke var plads i de faa hytter der var tilraadighed for turister, da en lille gruppe med deres guide, safaritoej og kikkerter havde besat vaerelserne. Saa der var, naturligvis, nogen der kendte nogen - og vi kom til at bo hos en rigtig soed familie.
Det var helt fantastisk at sidde paa traehyttens veranda til lyden fra junglen under den smukke stjernehimmel og kigge paa alle ildfluerne, mens alt er andet er kulsort og der hviler en ro uden sammenligning.

Det viste sig at vaere mere end heldigt, at vi boede hos den familie, da de kendte nogen der kunne skaffe os laengere ind i junglen nogle dage efter, da de alligevel skulle afsted. Ellers er det meget dyrt at komme derind, da vi saa skulle have vaeret afsted med en 'lancha' specielt for os.
Vi fik fortalt at vi skulle vaere klar dagen efter kl. 7.00 - saa det var vi. Klokken blev 9, 12, 15 og vi fik stadig "inden laenge, inden laenge.. "Da vi blev sultne og fik ondt i roeven af at vente fandt vi manden (der ioevrigt sad i koerestol). Han sagde der var lidt problemmer med at faa benzin og det var ved at blive forsent, saa det blev nok foerst imorgen - maaske. Vi synes, til hans store uforstaaenhed at det var en meget vaesenlig besked- der maaske godt kunne vaere faldet lidt foer? - mañana mentaliteten laerer vi vidst aldrig!
Men afsted kom vi dagen efter og til vores lettelse styrede manden i rullestol ikke baaden.
5 timer nede af 'Bananfloden' ankom vi til vores distination og fik sat rullestols manden af som skulle slaebes op af en mudderskraent, for at komme op til sin hytte - noej et besvaerligt liv!
Vi kom til at bo hos den soedeste familie der koerte et lille sted a`la en bed and breakfast.
Vi havde nogle vilde og afslappede dage her. Vi blev foert an af manchette gennem junglen med familiefaren, hvor vi fulgte tiger- og tapirspor, abeskrig og blev 'angrebet' af kaempemyrer. Vi var paa natlig krokodillejagt med den yngste soen og hans kammerater - til deres store skuffelse og(hvis vi skal vaere aerlige) Silja og jeg`s lettelse - fandt de ingen i floden.
Da vi saa troede vi var paa vej hjem i sikkerhed stoppede de op ved et moseomraade og erklaerede at her var der naesten altid krokodiller - of efterlod os saa alene i baaden.
Der sad vi saa og haabede paa at de ville komme tilbage i live, og det gjorde de heldigvis! Drengene havde stolt draebt (troede de) en giftig slange med deres pakaj. Vi staar og beundrer/kigger frygtsomt paa udyret som ligger bevidstloest paa jorden indtil det pludselig begynder at roere paa sig(!) og 1-2-3 beordrer vi hjemtur i den udhulede traestamme!!
Moskito folket var generelt enormt seje og meget staerke, isaer maendene da kvindernes hovedopgave var madlavning og mange mange boern. De kendte junglen ud og ind fra en meget tidlig alder. Desvaerre er de ogsaa nogle af Honduras og Nicaraguas fattigste folk, da deres ressourcer er meget begraensede. De har hverken lys eller vand, uddannelsesniveauet er meget lavt og omraadet praeget af stor nakotransport, da det er saa ufremkommeligt og narkohandlerne kan betale de fattige indianer for at tie stille..

Gennem junglens labyrinter af floder ender man paa et eller andet tidspunkt i Nicaragua. Dette gjorde vi med noed og naeppe ogsaa. Det foerste 8 timer gik smertefrit og aldels smukt ned gennem floden. Vi blev noed til at overnatte i en lidt stoere by, der havde al for stor adgang til alkohol og stoffer, hvor vi bl.a. maatte smide en meget klam fyr ud af vores vaerelse og generelt soerge for, at de yderst paatraengende maend holdte fingerene for sig selv og pistolen i buksekanten!
Dagen efter kom vi med en overproppet 'lancha' styret af en halvblind 80 aarig gammel kaptajn, der konstant var ved at tippe baaden til den ende eller den anden side direkte ned i krokodillefloden. Silja og jeg soergede for at sidde helt stille i midten og skynde os at laende til den modsatte sidde, hver gang den var ved at tippe, saa det blev 6 meget lange timer.
Endelig kom vi over i en storer baad, da vi skulle krydse en stor soe, for saa at blive vi stoppet paa aabent vand af baad fyldt med militaerfolk med deres oversavede jagtgevaerer, der skulle inspektere baaden for stoffer - de har en lidt anden tilgang til vaaben her..

Efter nogle vilde rejsedage og en helt uforglemmelig tid i junglen, er vi kommet til Nicaraguas kyst. Vi er stadig blandt moskito folket i Nicaraguas fattigste del. Det virker som om Nicaragua generelt er det fattigste land vi hidtil har vaeret i. Vejnettet er meget meget daarligt, ja stortset ikke eksisterende, fx for at komme til en by laengere ned af kysten skal vi tage en 24 timers bus til den anden side af landet og saa tilbage til den anden by.. hvordan siger man effektivitet paa spansk?

Lige nu venter vi paa en baad til nogle smaa oeer udenfor Nicaraguas caribiske kyst, baaden skulle gerne komme her en af dagene i foelge damen paa havnen, saa det maa vi bare haabe paa ;)

Foedderne er begyndt at goere sig klar til at vende hjemad og den sidste tids rute er stortset planlagt, hvilket er meget maerkeligt og helt ude af traad med vores hverdag det sidste halve aar...

'Gaigiwas' for nu og mon i ikke lige faar foeddernes sidste tids vandring med ogsaa.
When the tripod lost one leg..

Nu begyndte dagene haeftigt at taelle ned til at "tripod`en" skulle skilles efter et halvt aar, hvor den konsant har vaeret sat sammen med sekundlim.

Inden Camilla vidste hvor klaebbedygtig vores sekundlim var, havde hun bestilt billet hjem fra den anden ende af mellemamerika end Silja og jeg. Derfor maatte vi jo skilles paa et tidspunkt. Saa for at goere amputationen saa smertefri som muligt, valgte vi at tage tilbage til Utila.
Det var rigtigt hyggeligt at se de folk, vi troede vi havde sagt farvel til for altid igen og vi havde endnu engang nogle skoenne dage paa oen med dykning, fodbold, natbadning og Salva vida.
Efter nogle dage tilbage i paradis, maatte vi tage afsked paa kajen og forlade Camilla med Sam og Mikey, da hun stadig havde en uges tid inden flyveren gik..

Som man ved staar en tripod ikke saerligt godt paa to ben. Saa efter en sej sejltur og en stortudende og forvirret aeldre mand der havde taget sin kone i sengen med en nakoman denne morgen, kom vi til fastlandet.
Vi havde et utal af vigtige praktiske ting vi skulle ordne inden vi skulle begive os ind i junglen naeste morgen meget tidligt. Saa vi smidder hurtigt vores taske og hopper lidt fortumlet efter afsked og graedende mand ind i en taxa og ud til et latinamerikansk storcenter - da de jo maa have alt vi skal bruge! Da vi staar i storcenteret - i oevrigt intet har - kommer vi i tanke om, at vi har glemt at faa hotellets eller gadens navn. Vi kan ikke overskue noget, saa vaelger at gaa i biograffen for at komme ud og opdage, at nej det er ikke nemmere at finde ud af hvor vi bor i moerke.. Efter taxatur op og ned af byens gader finder vi det endelig og falder doede om og haaber at "tripod`en" bliver bedre til at staa paa to ben med lidt oevelse..

tirsdag den 22. juni 2010

El Salvador

Forfuldt af natukatastrofer



Fra dag et i El Salvador regnede det konstant, med en styrke jeg aldrig har oplevet lignende!
Det vidste sig senere, at vi ikke bare var stoedt ind i almindelig regntid, men ogsaa i en tropisk storm. Paa samme tid med den tropiske storm opstaar der et vulkan udbrud, paa den vulkan i Guatemala, som vi har betraadt for blot en maaned siden. Efter kaempe jordskaelv i Chile, oversvoemmelse i Peru overhaengende fare for Tsunami i Cuba pga jordskaelvet i Haiti, vulkanudbrud i Guatemala og nu tropisk storm i El Salvador og Honduras, saa maaske er det meget godt at vi snart skal hjem..


Klog af skade besluttede vi at flygte fra regntiden foerst som sidst, konstant fugtighed og surtlugtende toej har vi ligesom vaeret igennem en gang. Saa selvom El Salvador virkede som et dejligt land (hvad vi kunne se gennem regnen) besluttede vi alligevel at forlade landet efter blot fem dage og blev ogsaa straks beloennet med toervejr, da vi kom til Honduras - Honduras kan man regne med ;)

Aben og missionaerene

Tilbage i Honduras havde vi en gammel aftale med en fyr vi moedte i Guatamala, som havde en masse forskellige projekter koerende i Honduras hovedstad Tegucigalpas slumkvarter.


Vi moedtes med Aben, som vores ven fra Tegucigalpa hed. Vi vidste ikke rigtig hvad det var han arbejdede med, men det loed rigtig spaendende med opbygning af hus, mad til lossepladsboern og kamp via fodbold paa at faa unge drenge ud af banderne. Det viste sig dog at projektet var yderst religoest styret, med stoette fra USA. Det var et fantastisk moede med boerne fra ghettoen og spaendende at komme ud i et omraade som vi aldrig alene kunne have betraadt. Deres projekter havde rigtige gode tanker, men vi havde meget svaert ved, at boernene blev hjernevaskede med religoese budskaber og skulle staa at takke gud for at vi var kommet..

mandag den 21. juni 2010

Honduras

UTILA - DYKNING



Jeg kan ikke saerligt godt lide dyr, min vaerreste frygt er at blive spidst af en haj og synes det uendelige store blaa er yderst angstprovokerende - men trods dette og min tidligere beslutning om ikke at dykke hoppede foedderne alligvel og laerte mig at elske det!



Efter Belize hvor jeg kun noget forsigtigt kastede mig ud i lidt snokling, tog vi til en anden lille carribisk oe i Honduras. Martin skulle flyve fra Honduras saa det passede med, at han kunne tage med. Derudover havde vi arrangeret (takket vaere Facebook), at moedes med de to danske piger vi moedte i Belize (Stine og Nina) og de to piger fra Tikal (Litten og Gitte), var der allerede. Saa det blev en hel reunion og en masse dansk her paa den anden side af jorden, ja vi kan i hvertfald ikke vaere bekendt at bebejdre ghettodannelserne af indvandrerne derhjemme!

Utila er en oe der hovedsagligt fokusere paa dykning, saa hvis du ikke dykker er der ikke saa meget at lave. Saa paa en eller anden mystisk maade blev jeg lokket af atmosfaeren og foer jeg fik set mig om var jeg igang med mit advance kursus! Det har vaeret en hel vild oplevelse at vaere vaegtloes i en verden, hvor man kan vende lodret nedad, hvis man synes det giver en bedre vinkel. Indfange et helt omraade, som var man en figur i et computerspil - ud, op, rundt, ned og ind paa omgivelserne lige som det passer en!

Udover danskergruppen, som efterhaanden blev splittet op, var der faktisk ogsaa en masse andre folk, som vi havde det enormt sjovt med. Sammen med Nina, blev vi hurtigt doebt Team Denmark(?!) og var, til vores stadig store undren, blevet eftertragtet paa oen. Hvilket gjorde, at vi blev inviteret med til diverse fester og arrangementer lige fra foedselsdag med kaptajnens bror til weekendtur paa privat oe.
Efter flere udskydelser forlod vi langt om laenge oen og maatte soergmodigt endnu engang sige farvel til nogle skoenne mennesker. Dette er baade det haarde og fantastiske ved at rejse - man moeder saa mange dejlige, anderledes og spaendende mennesker, som man gang paa gang maa tage afsked med, kun med et lille haab paa at se dem igen engang..

MOEDET UDENFOR PARADIS

Ingen af os regnede rigtig Utila for honduras, da stoerstedelen af oens befolkning ikke var hondurianere, men backpackere. Saa efter alle paradis dagene i Gringolandia ville vi op i bjergene og se det mere lokale hverdagsliv i Honduras - et moede vi aldrig vil glemme og som for altid har riset vores naive vaesen.

Vi kom til den lille bjergby La Esperenza , rigtig charmerende fyldt med markeder og mudderede veje. Under en gaatur rundt i byen bliver vi tilraabt af en fyr, han viser sig, efter en lang snak om vores rejses formaal, at han er en ¨revolutionaer¨som han selv kaldte sig. Ernesto invitererede os op paa deres (gemme)sted i bjergene. Hvilket er en skole for Lencaerne (indianergruppe) i de smaa landsbyer, men bliver saa sandeligt ogsaa brugt til saa meget andet!

Stedet kaldet 'Utopia' har sit eget lille oekologisk landbrug, en hemmelig radiokanal, med oproers musik, avis og lige nu gemmer de tre teenager to paa 17 og en paa blot 14 aar, da de har vaeret involveret i en ungdomsorganisation mod regeringen/militaeret. Efter at havde set tre af deres kammerater henrettet paa gaden af politiet, har de valgt at forlade alt i hjembyen - for livet. Drengene kommer fra ghettoen i Honduras' naeststoerste by og fortalte at deres liv i foelge regeringen ikke er mere vaerd end en hjemloes hunds - de skal helst ryddes af vejen, isaer hvis de ogsaa aabner munden!
Drengene var som 17 aarige drenge er verden over - fuld af krudt i roeven, balade, 10 ting paa en gang osv. og samtidig virkede de som om, at de var ti gange aeldre end os.

Honduras havde et statskup sidste sommer, da den folkevalgte Praesident Zelaya, oenskede en vejledende folkeafstemning om en senere forfatningsaendring, dette blev set som magtmisbrug og grundlovsstridigt af oppositionen. Zelaya mener dog, at statskuppet skyldes at hans reformer tilgodeser den fattige del af befolkningen, som den magtfulde overklasse er imod. Efter pres fra omverden blev der udstedt valg i november, som ikke levede op til internationale standarder og mellem 65-70 procent af vaelgerne boykottede valget. Kupmagerne blev dermed valgt. Deres politik slaar meget haardt ned mod modstandere af deres politik, heriblandt drengene i bjergene, trods det at deres organisation er mod al vaabenbrug og vold. Drengene lavede en masse graffiti og var 'kendt' blandt politiet.
Der skulle eftersigende vaere 10 rige familier i Honduras, der mere eller mindre styrer landet, blandt de naesten 8 millioner indbyggere.

Det var et utrolig fint og oejenaabnene moede - det viste os hvordan tingene er i honduras under overfladen. Det var helt ufatteligt haardt at sige farvel til drengene, der ingen fremtid har, mens alle doere for os staar paa vidt gab. Lige nu er deres plan at flygte illegalt til USA, faa et daarligt job og sende penge hjem til deres familie. Som den ene sagde saa fint, vidste han ikke om han havde styrke nok til at forlade alt og vaelge livet. For helvede hvis man dog bare kunne proppe dem ned i sin taske og tage dem med!!

BELIZE

Belize landet med denne skoenne garifuna kultur, hoej reggae, skilte med paaskriften ¨Go slow¨, folkets haarde og afslappede attitude og en pistol i baglommen og tortillaerne lagt paa hylden.

Belize kan bedst beskrives som en raa ghetto film med god musik. Saa her kommer man ikke langt med en bange og tilbageholden fremtoning. Landet skulle eftersigende vaere ekstremt farligt pga de mange bander og en eller anden amerikansk gut der havde lavet en dokumentar om det. Folk fortalte de laa ned i taxaerne paa til lufthavnen, maattte flygte fra cokehostels osv. Men det eneste vi stoedte paa var vildt seje og utrolige rare mennesker med deres vilde afrohaar og über laid back attitude paa deres gangster cykler i et tempo man nemt kunne overhale gaaende. Det hele gik generelt ufatteligt langsomt, hvis man gik lidt for hurtigt paa gaden blev der raabt fra alle gadehjoerner ¨Go slow mann¨, paa deres broken english der var saa godt som umuligt at forstaa!
Saa vi kan kun sige lad vaere med at lytte for meget til rygterne - Belize er et ufatteligt skoent sted at vaere!

tirsdag den 20. april 2010

Santa Maria vulkanen - Pinligt draebende opstigning

What to do when you've never hiked - go on a VERY DIFFICULT and so we did..


Efter lang markedsdag besluttede vi meget impulsivt (som snart alle vores beslutninger) at tage paa Full moon hike paa den 4000m hoeje vulkan med taet paa 90 graders stigning. Vi begyndte hurtigt at ane uraad, da vi saa typerne fra vores hike gruppe og hoerte dages snak om importerede energibarer.
Silja og jeg havde allerede aandenoed efter en halvtime (luften var ogsaa tynd!?) endnu en halv time senere snorede det for oejene og vi valgte at sakne bagud fra inkarnationen af spejdersport sprinterne med deres pandelygter (+ MC dog uden pandelygte).
Da guiden og dermed vejviseren var turbu hiked med holdet, var det op til os at proeve at foelge stien i moerket, hvilket blot foerte til, at vi kom til at tage de alternative stier..
Efter fem timer naaede vi toppen i live!! Da solen stod op en time efter oplevede jeg mit livs smukkeste syn; orange himmel, vulkan i de fjerne der udskoed roeg, et overnaturligt overblik og skyindhyllede bjerge.

Frivilligt arbejde i Xela

Det var rigtigt rart at vaere i den samme by et stykke tid. Vi naaede at laere rigtig mange at kende og foele os lidt hjemme. Men det var ogsaa nogle haarde dage for os alle, pigerne med deres spansk studier og mit arbejde paa bornehjemmet.
Selvom det var ufatteligt haardt at vare paa boernehjemmet, var det ogsaa utroligt laererigt. Jeg fik virkelig lov til at gaa til haande, da ressourcerne var saa begraensede plus halvdelen af personalet var paa paaskeferie..
En dag stod jeg for eksempel alene sammen med en anden frivillig for hele smaaboernsafdelingen (0-5 aar) og alle de 'store' piger (5-12 aar), da en af boernene var blevet syge og skulle til laegen. Det siger lidt om hvor afhaengige de er af frivillige. Der var total kaos, creme der blev smurt over det hele, lorte bleer der selv blev taget af, forbindinger der var gaaet op fra vaeskende betaendte haender og en australsk frivillig der knap kunne spansk og var gaaet i baglaas - saa der stod jeg saa godt som alene med 70 boern jeg ikke kendte!
Det var ret svaert at forlade stedet, lige da jeg var ved at laere det hele at kende, men videre maatte vi jo.

Hellig paaskefest ved verdens mest aktive vulkan

Sammen med en masse af vores nye venner tog vi til den legendariske paaskefest "Semana Santa" i Antigua. Det var ret vildt og lidt uhyggeligt at se alle de messende sortklaedte maend
omgivet af roegelse og levende lys, baerende paa kaempemaessige guld opstillinger af jesus paa stoerrelse med et traeskib.
Mens disse maend sympatiserede med jesus og maerkede smerten ligesom jesus gjorde det i disse dage, noed vi festlighederne, alle madboderne og Antiguas omgivelser.
Lidt fra Antigua ligger verdens mest aktive vulkan, Pacaya, som vi besteg med stil (modsat Santa Maria), trods et lille panik anfald fra Silja, der troede vulkanen var i udbrud for saa at faa fortalt af guiden, at den altid sprutter - men at man bare kun kan se det i moerke.
Det virkede ogsaa helt forkert at staa og riste skumfidusser over flydende lava!

Rio Dulce

Da vi alle tre synes, at vi havde ydet meget den sidste tid, tog vi til en lille isoleret oase i junglen, der laa ned af floden Rio Dulce. Her brugte vi tiden paa at sejle lange ture i kajak, svoemme, laese og gaa tidligt i seng, da alt lys blev slukket kl. 22. Det var ufatteligt skoent at toemme hovedet lidt. Pudsigt nok moedte vi en dansker og hans mexikanske kone, der arbejdede fra IBIS og havde vaeret ude og undervise paa en skole. Det var helt vildt spaendende at hore om deres arbejde rundt om i hele verden. De vil maaske prove at hjaelpe os med at finde noget arbejde i Nicaragua.

Danskerne moedes paa maya ruinerne

Inden vi bevaegede os over graensen til Belize, tog vi forbi nogle fantastiske Maya ruiner. Her moedte vi faktisk en masse soede danskere og er nu taget videre til Belize med den ene fyr, Martin.
Han Havde en aftale med en masse i San Ignacio i Belize om at tage ud og campere, saa vi fulgte med uden nogen anelse om hvad vi gik ind til. Det blev selvfoelgelig nogle gode dage, med cliff jumping, svingning i floder og kanotur i otte km dyb grotte, som mayaerne har brugt til at ofre til regnguden i.

Igaar ankom vi til denne lille Carribiske oe, Caye Caulker, som mest af alt minder om paradis. Her kommer den nok mest til at staa paa strand, dykning og snorkling.
Saa nu glaeder jeg mig til at faa mine foedder i vand.

fredag den 26. marts 2010

Guatamala

For tre dage siden ankom vi til Guatamala, der allerede er blevet vores nye yndlingsland. Folk er ufatteligt soede og afslappet.

Vi krydsede graensen paa gaaben med stor forvirring og pludselige betallinger (sikkert selv opfundet af graensevagten). Vi fandt en saakaldt "chickenbus" og huhej i fuldfart op i bjergene gennem tusindvis af sving i en overfyldt bus, der troede den var natbussen i Harry Potter. Saa mens Stan Stabejst gravlede rundt paa bussens tag med bagage og indsamlede penge, maatte de modkoererne biller noedsving ud til vejkanten og bussens passager bare holde fast og haabe paa bussen ikke ville tippe i de skarpe sving. Saa godt som doede af udmattelse ankom vi til Xela.

Pigerne er kommet paa en god sprogskole og jeg er lige startede paa et projekt paa et boernehjem idag i en drengegruppe paa 11 aar. Det er sindsygt haardt. Det er alle boern, der er blevet fjernet hjemmefra, hvilket der skal ret meget til for, at de goer det i saadan et fattigt land. Mange har vaeret udsat for incest og haard fysik vold - saasom at faa haelt kogene vand ud over sig, kaempe snitsaar i ansigtet osv. Derudover er der ogsaa ret meget kaos - forestil dig 25 skadet drenge og en laere ( og nu mig). Mange er ret fysiske voldlige og det bliver ligesom godtaget, at man slaar i stedet for at sige; "lade vaer med det". Jeg er paa hjemmet fra 8-12 mens pigerne laeser spansk mellem 8 og 1, saa det er ret perfekt. Som en del af projektet og sprogskolen er vi flyttede en hos en familie. Saa nu vil jeg skynde mig tilbage til aftensmaden :)

MEXICOO

Ankomsten fra Cuba til Cancun, var lidt af et kulturchok. Cancun er fyldt med alt hvad kapitalismen indebaerer og lidt til - store biler restaurenter og hoteller i lange baner og en masse amerikanere. Vi var ogsaa lige havnet i de amerikanske college studerenes springbreak. Jeg har aldrig i mit liv set noget saa absurt - taget lige udfra en amerikansk ungdoms tv-serie. Det var dog ufatteligt skoent, at faa mad med smag og en ny variation end de sidste tre maaneders kylling med ris og boenner (nu var boennerne most og omrullet af en tortilla med kylling, ris og chili) Efter en dag havde vi faaet mere end nok og tog ud til en lille Maya landsby, der hovedsagligt levede af ar lave haengekoejer. Med hver vores helt nye, fantastiske og smukke haengekoeje, tog vi ud til havet i Tulum. Vi fik straks satte vores nyerhvervede haengekoejer i brug, paa stranden ved det tykise caribiske hav dinglende og det krid hvide sand.
Mens vi laa og noed livet besluttede Camilla, til vores store glaede, endeligt at udskyde sin billet to maaneder. Hvilket fik os til at beslutte meget hurtigt, at vi samme dag ville tage ned mod Guatamala og dermed udskyde Belize lidt. Da Guatamala udbyder en masse sprogskoler og projekter. Men inden vi naaede Guatamalas hoejland, havde vi lige et stop i Mexicos jungel i Chipas. Her tilbragte vi nogle dage i en lille hytte blandt junglens helt utrolige lyde - dette fik os helt til at savne kaere Romil og hans familie, i den oversvoemmede peruanske jungel.
Mexico fortjener helt sikkert mere tid en de ni dage vi gav det, men Guatamala kaldte for meget.

torsdag den 25. marts 2010

CUBA - PATRIA O MUERTO! (faedrelandet el. doeden!)

Efter frosne nattetimer paa ecuadoriansk lufthavns stengulv, diarre i flyveren og friende security mand er foedderne plantede blandt salsa rytmerne og mojito draaberne.

De foerste dage i Cuba gav os alle en foelse af at have faaet slaaet alle sine brikker hjem i Ludo - hvad maatte man og hvad maatte man ikke? var folk kun soede for derefter at bede om pengede? pga. det saakaldte turist apartheid, hvor cubanerne er forbudt kontakt med turister og flere strande er blevet lukket for dem og mange hoteller er ogsaa forbudt omraade, derudover er deres forraad af mad meget begraenset - denne cubanske vittighed siger lidt; "What are the tree achievements of the revolution? - Health, education and sports. What are the tree failures? - Breakfast, lunch and dinner.
Tingene for turisterne er derimod ogsaa 10 gange dyrer og det kraever en del ekstra at komme i kontakt med den cubanske kultur og dets befolkning. Men dette er langt fra umuligt. Efter nogle dage fandt vi nok Havanas, hvis ikke Cubas, hyggeligste multifarvede hus fyldt med stofplakater af Che Guevara og Bob Marley, Cubansk musik for fuld udblaesning saa det kunne hoeres flere gader vaek, ejet af verdens soedeste bigmama Leidis ( lady). Efter de foerste dages frustration over folks konstante beden om penge efter venskablig snak, moedte vi et skoent par, som hjalp os med at finde en bil vi kunne leje. Camillas bror var kommet til Cuba og vi havde derfor besluttede at udnytte hans koerekunstskaber, hvilket i hoej grad ogsaa blev udfordret paa de cubanske uskiltede med tilgengaeld fyldt med huller.
Bilen gav os den kaempe fordel, at vi kunne komme ud paa de cubanske kanter, hvor viaazul (turistbussen) aldrig havde afsat sine hjulspor. Grundet vejtilstandene og at store dele af den mandlige befolkning har drukket et par romflasker inden 18, koerte vi aldrig efter moerkets frembrud og stoppede i tilfaeldige landsbyer eller strande. Dette gav os nogle fantastiske oplevelser. Bl.a. blev vi budt ind af den kaere fulde Eddie, da han synes det var alt for loco at sove i bilen og insisterede paa, at vi skulle sove hos ham og hans smukke gravide kone i deres lille hus bestaaende af naesten intet andet en ufattelig stor potion gaestfrihed. Det varede ikke laenge foer halvdelen af landsbyens maend var samlet i huset og saa gik romflaskerne ellers paa rundttur. Det var helt trist at sige farvel til fiskerfamilien i deres lille hus med kaktushaekken.
Udover disse skoenne og ofte maerkelige moeder med folk, boed bildagene ogsaa paa hyggelige aftner paa stranden, aftner hvor vi var regnede inde, flueangreb der foerte til laegebesoeg og meget andet spaendende.
Det cubanske landeveje har naesten ingen vejvisning, men tilgengaeld er de spaekket med propaganda, saasom "revolutionen foerte til sammenhold/enhed, menneskelighed, klogskab (etc)..", "Alt for revolutionen" og "landets kaerlige fader Fidel", samt Che Guevara paa hver en vaeg. Det virkede meget voldsomt og havde hoedsagligt modsat virkning paa os.
Efter den nemme tid med bil, startede backpacker livet igen. Paa med rygsaekken og op paa natbussen igen til Santiago de Cuba. Til vores alle tres store glaede var det den eneste bustur med turister. Da lykkes det os at komme med en lokal "bus"- en gl. russisk truck der til forveksling lignede en studentervogn, videre fra Santiago. Saa med vindblaest haar og ondt i numsen var vi fremme i Bayamo, som viste sig at vaere en meget maerkelig by, med meget maerkelige mennesker, der var umulige at laese. Saa da vi moedte selve Jesus, en spansk kopi af Fidel Castro, der efter minimal ordveksling inviterede os med paa weekend tur, sagde vi straks ja tak. Fem timer efter sad vi sammen med hans smukke forlovede Norma og hans to spanske venner Patricia og Luis i den lille fiskerby og drak frosne oel. De arbejdede alle i Cuba, hvor de lavede projekter med befolkningen, der skulle soerge for en bedre udnyttelse af landbruget. Jesus havde nogle projekter i omegnen, som han var saa soed at vise os. Han lavede bla. stalde til dyrerne saa de ikke forbraendte saa meget 'mad'. Staldene var udover soemmene 100 procent genbrug f.eks. var stolperne gl. jernbaneskinder!
De spanske arbejdere satte os af i en lidt stoerre fiskerby, Manzanillo. Byen var vildt charmerende og alt foregik med nationale penge, turist apartheidet var minimalt, folk var hoeflige og imoedekommende uden, at de konstant stod paa vores taer. Dette satte Manzanillo paa vores top tre over byer paa Cuba.
Der gik et lokalt tog til Havana fra Manzanillo, sammen med cubanerne. Dette indebar ogsaa, at turen der skulle have tager 17 timer tog to dage. Toget havde tekniske problemer og afgangstiden blev konstant udskudt, hvilket foraarsagede alle maatte side og vente indtil beskeden endelig lod - 13 timer senere, hvor vi saa yderlig sad to timer i toget og ventede foer det aeld gamle tog toeffede afsted. Cubanerne er heldigvis et folk vaebnede med ufattelige maengde taalmodighed. Togturen vidste sig at blive noget af et eventyr, der indebar; hop fra vogn til vogn med udsigt direkte ned til skinderne, pludselig omringning af ca. 30 soldater (der var ved at afsone deres to aars vaernepligt fra 19-21), vidner til politimands toiletsex (stadig imponeret over hvordan det lykkes dem) m.m. Kl. 5 om morgen ankom vi trygt i Leidis oase -igen igen.. De sidste dage brugte vi paa at fejre min foedselsdag og komme over toemmermaendene.
Cuba var helt fantastisk og rigtig spaendende paa mange maader, men livet som cubaner er ufatteligt haardt. Hvilket har chokeret os ret meget og givet os store kvaler over overhovedet at stoette landet ved at rejse dertil. En cubaner beskrev deres liv som et grise liv - indhegnet og med faa muligheder og vi var vidne til en cubaner der blev anholdt og faengslet for at snakke med en turist. Dertil skal det ogsaa siges, at jeg aldrig har moedt et saa gavmildt folk, der giver selvom de intetg har.

lørdag den 13. februar 2010

evabuchhave@hotmail.com | Betjeningspanel | Min konto | Hjælp | Log udHvor mine foedder vandrer
Indlæg
Indstillinger
Layout
Tjen penge
Vis blogNyt indlæg Rediger indlæg Rediger sider Kommentarmoderation

Nyt indlæg SøgIndlæg pr. side 5 10 25 50 100 300


Etikethandlinger ... Ny etiket ... Vælg: Alle, Ingen
1 – 2 af 2 Dine indlæg: Alle, Kladder, Planlagt, Importeret, UdgivetAlle 2 indlæg på denne side er valgt. Vælg alle 2 kladde indlæg
Alle 2 kladde indlæg er valgt. Ryd markering
Rediger Alt floed lidt over i Peru
Alt floed lidt over i Peru

Saa er mine foedders vandring gennem Peru snart slut og jeg har fundet en netcafe, hvor nettet ikke hopper af konstant.
Men foerst vil jeg lige fortaelle om de sidste dage i Chile, som var praeget af meget forvirring. Norma (min vaerstmor) var yderst deprimeret over valgets udfald - Piñera vanDt med lidt under to procent, og dermed ogsaa viser at landet stadig er meget delt.
Derudover strejkede al transport i Peru, saa jeg kunne ikke forlade Chile - heldigvis ikke det vaereste sted at vaere stuck ;) Dog var det lidt problematisk da pigerne ventede paa mig i Cusco og det var planen vi skulle fejre Camillas foedselsdag.. Det var selvfoelgelig skide svaert at tage afsked, da jeg jo ikke ved hvornaar og om der bliver noget nyt gensynd, men mine foedder var ogsaa klar til at hoppe ud paa nyt territorium og jeg glaeder mig ogsaa til at se pigerne igen.

Fire dage senere end forventede var jeg endelig kommet afsted i en bus - meget lokal og billig bus. Der var fyldt med hoens, hunde, babyer og fattige peruanere der tager til Perus billigste by Tacna, for at koebe divaerse ting og saelge dem videre. Allerede inden jeg har sat mig ind i bussen blev jeg bedt om at tage alt fra lyseroede bamser til laederjakker og vaerktoej (da de aabentbart kun maa have tre stykker med af hver ting) Bussen var en utroligt gammel med adskillig huller - det stoerste i forrudden. Da alt og alle endelig er stoppet ind i hvert et hul og vi kan koere bliver vi selvfoelgelig stoppet i tolden lige uden for byen og ALT skal tages ud, pakkes op og papirere tjekkes - det helt store gedemarked! Et par timer efter faar vi lov til at koere igen. Min meget snaksaglige sidekammerat, begynder ligepludselig at stille mig spoergsmaal som; "er du bange for at doe? tror du paa Gud? rejser du alene? - det er farligt!" Min voksende usikkerhed bliver ikke hjulpet paa vej af at bussen lige pludselig bliver yderligt belaesset med folk saa der ikke engang kan vaere en eneste lille kylling mere..
CUSCO
Saa da jeg 24 timer efter endelig er fremme ved pigerne i Cusco er jeg noget lettede. Vi fejre gensyndet med maner paa vores meget festlige hostel.
Nu er vi endelig samlet og klar til at bestige en af verdens vidundere - nemlig Macchu picchu, men vores tur bliver aflyst pga. voldsomme oversvoemmelser. Det viser sig at vaere vaerre end somsaa, huse kolapser (da de er lavet af mudder), voldsomme jordskred der river alt med sig paa sin vej, doede Argentinere, maaske uoprettelige oedelaeggelser paa inkastierne og ihvertfald ingen Machu Picchu til os. Denne bitter skuffelse maa sluges af os alle og vi tager, som kompensation til en anden inkaruin. Ekstrem hoej indgangspris laerer noegne kvinder at spinde, og 1-2-impulsiv sidder vi alle tre paa pruttende heste og fniser sig vej op af grotesk stejl stensti. Turen var heldigvis fantastisk smuk! Tilbage paa hostellet afsloerer alle en ny tomatlignende ansigtskuloer, hvilket ikke bliver bedre af at vi finder ud af at ALLE busser ud af Cusco er aflyst paa ubestemt tid pga. regnen og den eneste flugtmulighed her er fly. Roede i hovederne af skam (og solskoldning) maerker vi hvor privilligerede vi er sammenlignet med de peruaner, hvis hjem er styrtet sammen eller er i fare for at goere det.
TRUJILLO
Efter flyvetur og en noget "bumpyride" er vi fremme i i den nordlige koestby Trujillo, da vi uden megen omtanke bare droener op nordpaa og ud til koesten. Vi finder hvad vi tror er verdens hyggeligste hostel. Vi tager paa heldagstur rundt i Trujillo, ud og se pyramider lavet af - indianerne foer inkaerne og ned og se det sidste af en surf konkurrence. Tilbage paa hostellet gaar der rygter om skabstyve og da vi aabner vores locker er alle vores mavekatte til vores store frygt forsvundet. Vi beskylder selvfoelgelig straks hostaldamen, der tilgengaeld beskylder Gud og hver mand. Vi faar ringet til politiet, der til vores store overraskelse, tager sagen meget alvorligt. Alle offerende samt politi stables ind i politibilen og afsti afsted til politistationen - hvor tiden gaar med dansk fortvivelse(da alle vores pas og visum til Cuba er vaek)og spansk forsoeg paa forklaring. Tilbage paa hostellet er vi fast besluttede paa at pakke vores ting og gaa uden at betale. Under pakningen, lyder der et hoejt skrig og Camilla har til vores alles store lykke fundet vores mavekatte, dog uden vaerdier men med pas og visum! Nu meget sikre i vores sag er vi igen paa politistationen, hvor vi efter 3 timer, sultne og med sprogforvirring, frekteri og dans, finder ud af at hostaldamen nu beskylder os for selv at have "stjaalet" vores ting?!
Huraz
Vi beslutter at bjergene maaske ikke var en saa daarlig ting alligvel og tager til den lille bjergby Huraz. Som viser sig at vaere omgivet af en sindsyg smuk natur og utrolig chamerende landsbyere. En dag beslutter vi os til at tage paa kanotur, men pga. sprogbarriere vise det sig at vi skal paa klatretur (canoing/canoying). Turen viser sig ydermere at gaa nedgennem vandfald, hvis kraft fik skubbet os begge noget paa afveje til guidens store fornoejelse..
LA UNION
Efter fire skoenne dage i Huraz, var foedderne nu klar paa junglens udfordringer. Paa vejen tog vi lige et lille holdt i landsbyen La Union. Fra det oejeblik vi traeder ud af bussen vaekker vi urtrolig meget opsigt og bliver mandsopdaekket. Vi finder et hostel, hvor den bedste laasemetode viser sig at tage haandtaget med sig! Ned og spise vores nu saa vante klassiske peruanske menu - oftest suppe og ris og kylling. Her forstyrrede vi alle midt i aftensmad, da deres konstante stirren fik dem til at glemme deres egen mad. Lige pludselig var vi alles samtaleemne og der blev lystigt taget billeder paa mobilen. Selv senere forsoeg paa at koebe vand ender med at vi maa stille op til endnu et billede - her troede jeg nok at jeg skulle tage billeder af dem..
TINGO MARIA
Turen til Tingo Maria viser sig at vaere sindsygt halsbraekkende, da den 7 timer lange tur stort set foregaar paa grus og MEGET snoet vej med direkte udsigt ned af bjergsiden. Endnu engang har jeg selskab af en meget snaksaglig peruaner, om den fornyligt styrtede bil... Tingo Maria viser sig tilgengaeld at vaere helt fantastisk! Den foerste dag tager vi ud i junglen for at se en grotte, boernene der bor der foelger med os paa deres smaa bare taer og mindre soeskende paa ryggen. Mens vi er ved at besvime i den lumre varme viser de os junglens laekre frugter og klatre i kap op i traerne for at kunne give os frugterne, mens vi staar maabende og kigger paa dem. Efter flere timers gang i junglen finder vi i udkanten en vildt hyggelig cafe i en traehytte udoverfloden. Det viser sig at vaere det soedeste par der ejer den og de invitere os til at bo hos dem i "mi casa es su casa". Dette er et tilbud vi ikke kan sige nej til. Saa de naeste dage lever vi af bananer i alle afskygninger - kogte, friture, paa panden etc.. Ogsaa i junglen regner det helt utroligt meget og floden er begyndt at flyde over med hoej hast og lige pludselig staar vi endnuengang midt i en naturkatastrofe. Parrets familie er haardt ramt og maa med lynets hast forsoege at redde husets vigtigste egendele og ikke mindst kortslutte elektriciteten. Saa i brunt flodvand med omsvoemmerende froer og meget andet godt, faar vi reddet soesterens koekken (som heldigvis er flytbart) og levebroedet - sybordene. Mens andre familiemedlemmer forsoeger at redde hoensehuse, motorer, toemre m.m. Familien er meget rystet, aldrig har den gamle bedstemor opblevet floden stige saa hoejt. Trods det at deres hus er oversvoemmet har de alligevel overskud til at invitere os paa vin og hygge i starinlysenes skaer. Da situationen er saa voldsom og regnen ikke tyder paa at aftage, vaelger vi at skynde os med den foerste bus til Lima dagen efter. Vi er alle blevet helt forelskede i denne fantastiske kaerlige familie og det er med stor sorg at vi maa videre. Det er ogsaa meget maerkeligt bare endnu engang at forlade en synkende skude.
Selvom vi har varet meget ramt af uheld i Peru, har landet indlemret os i sine fantastiske sider og ikke mindst vidst os at man skal passe paa jorden, der mere eller mindre er ved at falde sammen - hvilket der endnu engang gaar udover de fattigeste!!
Imorgen saetter vi os saa alle tre, med meget daarlig samvittighed ind i en af verdens stoerste forureningskilder - nemlig flyveren, hvor vi forlader sydamerika og tager til Cuba.

kladde 09/02/10 af Eva Juliane Buchhave Slet
Rediger Viva Chile kladde 11/01/10 af Eva Juliane Buchhave Slet

1 – 2 af 2
Udgiv valgteSlet det markerede

fredag den 15. januar 2010

Viva Chile

Saa er mine foedder endelig solidt placeret i landet jeg har savnet saa meget i 3 1/2 aar. Det er maerkeligt at foele sig saa hjemme i et land, hvor man er saa fremmed.
De foerste dage tilbragte vi i Santiago De Chile, hvor vi var saa heldige at kunne laane mine vaertssoeskendes studielejlighed. Den lille lejlighed havde naesten ingen moebler, men tilgengaeld to altaner og to badevaerelse.. Vi havde ingen ide om hvor vi befandt os i denne by, der rummede lige saa mange folk som hele Danmark. Saa det meste af den efterfoelgende dag forsoegte vi at opstoeve et kort over byen, hvilket viste sig at vaere umuligt. Tilgengaeld var Santiagenerne (isaer af det modsatte koen) meget hjaelpsomme og gik gerne flere blokke for at hjaelpe os paa rette vej. Man skal lige vaenne sig til at blive kaldt ”las tres Marias” og piftede og floejtede efter, trods vores fodformede sko og loese toej med svedplomager. Santiago er en hyggelig og rolig by, fuld af farvede huse og smaa fine gader med meget faa hoejhuse, i forhold til sin stoerrelse.

Efter fire dage i Santiago maatte mine foedder modvilligt paa endnu en 24 timers lang rejse, denne gang dog i bus til den lille landsby San Pedro i verdens toerreste oerken ( det forbandede lange land). Vi ankom til hedende varme, stoev overalt og lerhuse. Det var nu anden gang jeg stod i denne by midt i intetheden. Jeg kunne hurtig se, at mange flere siden da havde faaet oeje paa stedet, det bunede nemlig med turistture og turist shops. Foerst synes vi det var ret nedtur, men det vidste sig heldigvis at vaere nogle super soede og interessante folk fra hele verden, der var samlet i denne by og vi fik hurtigt en masse venner fra Brasilien, Holland, Frankrig, Australien, England og Chile selfoelgelig. Nogle moedte vi paa hostelet og andre paa vores ture til maanedalen, saltlagunen, paa vandretur i de doedes dal og til piratoerkenfesterne.

Mine vablede foedder var henrykte for at faa lov at slappe af i 10 timer i en bus, trods det at de skulle ud paa en af verdens farligste ruter hovedsagligt bestaaende af smale snoede bjergveje, hvor der ikke var langt mellem vej og afgrund. Turen gik i stivkuling (deres elskede lorte aircondition) til Arica og inden laenge var foederne godt plantede i de saa velkendte hulede gader og armene omkring den laenge savnede familie Guetierrez.

Naesten alt er som det plejer i den lille familien og jeg faldt hurtigt ind i rytmen. Dog er bedstemoren af huset ”la Nona” doed og det paavirker isaer moren, der gaar meget op i at bede for hende og har faaet et lille springvandsalter ting paa terrassen og hver maaned paa hendes doedsdag tager de alle i kirke, hvor hendes navn saa bliver naevnt. Vi synes alle tre, at det var paa graensen til uhyggeligt, mens vi godt vidste, at det var deres kultur og hendes maade at udtrykke sin sorg. Familien var rigtige soede til at tage imod Silja og Camilla, der selvfoelgelig hurtigt blev gjort til ofre for en masse jokes. Det var fantastisk endelig at kunne vise Silja og Camilla, det jeg har fortalt saa meget om og de mennesker, som har en saa stor plads i mit hjerte. Vi levede som konger paa La Portada 2217, hvor det ikke er lovligt at roere en finger, da hushjaelperen ordner alt. Det meste af ungdomslivet i Arica foregaar om natten, saa det maatte vi jo selvfoelgelig foelge. Til vores store forbavsel opdagede vi , at hemmeligen bag deres evendelige byture var, at de stort set ikke drak og mere eller mindre saa daarligt paa for fulde folk, dog stadige fuld af liv og ballade. Dette var en stoerre udfordring for os end vi lige havde forventede, da ens hofter ikke ligefrem ”rullede” mere og ledende i knaeene loesere i aedru tilstand – vi fandt en mellemvej ;)

Chilienernes store samtale emne er valget paa loerdag d. 16, jeg var ogsaa vidne til deres valg for fire aar siden – lidt pussigt. Valget staar mellem socialisten Frei og kapitalisten Piñera. Piñera er en af Chiles rigeste maend og ejer Lan Chile (flyvselskab svarende til SAS). Dette ser chilenerne som et noget positivt, hvor jeg personligt ville vaere ret skeptisk, i frygt for at den personlige interesse ville faa for stor indflydelse. Det er ogsaa tydeligt, at Piñera besidder den stoaerste kapital, da alle steder bummer med store valgplakater og flag, hvor det eneste man rigtigt har set til Frei er graffiti paa murerne og én rundkoerelse fyldt med haandholdte roede flag der sage Frei. Det bliver lidt spaendende at se om kapitalismen vinder fremgang, trods det at den er ansvarlig for verdens finanskrise. I familien er de sjovt nok meget delt og Carla vil slet ikke stemme. Hun har altid haft beroeringsangst for emner der deler/splitter folk – maaske et levn fra Pinochet tiden?

Pigerne er lige taget afsted til Peru, mens jeg bliver en uge mere sammen med folket i Arica. Selvom det er lidt maerkeligt at sige farvel til pigerne, bliver det nu ogsaa skoent at have lidt tid alene – isaer med min Vaertsoester Carla. Allerede den foerste dag ”alene” har vi brugt paa bare at grine, pjatte, snakke og grine igen – puha kan slet ikke overskue at mine foedder skal vandrer videre i naeste uge. Heldigvis venter der dem en masse eventyr forud og ikke bare det kolde Danmark. Tiden alene giver mig ogsaa en lille periode med intensiv spansk, hvilket er super godt for mig. Det gaar allerede meget frem af, jeg bliver bare af og til saa sprogforvirret af at skifte fra dansk, spansk og engelsk hele tiden..
Naerste stop er Peru, hvor foedderne paa en eller anden maade skal finde pigerne igen.

Haaber i har det skoent og i er kommet godt ind i det nye aar – det er jeg ihverfald :)