De sidste dages tosserier

Nicaragua og Costa Rica

Dette blogindlaeg er atypisk, da Silja Thoegersen bogstavlig talt er blevet smeltede fast af sved og tilfaeldig latino modgang og er dermed blevet medskribent paa de sidste dages oplevelser.

Da jeg sluttede sidst var vi stadig haabefulde, faa timer senere gik alt galt.. Silja lagde sig i sengen med diarre og kunne ikke forlade vaerelset, damen fra havnen kom og aflyste baaden og busserne gik ikke da der aabenbart var krigsttilstande paa den eneste vej vaek. Ja noed laerer diare plagede rejsende at grine af det og spinde uden snor. Vand vejen var udelukket og landvejen var udelukket, altsaa var kun luftvejen tilbage. Vi synes allerede at vi floej mere end vi kunne staa inde for, men udsigten til at bosaette sig i Puerto Cabezas fik boejet idealerne lidt. Om intet andet er fleksibelt paa os, kan idealerne aabenbart godt flekse lidt.Eva maa klarer aerterne selv, hvilket vil sige morgenoel, med hjaelpsomme latinoer, for at komme paa liste til fly af endnu ukendt stoerrelse. Moeder spaendt og afventer om haandskrevet liste virkelig taeller som flybooking. Efter vi begge og vores bagage har vaeret paa vaegten, gaar vi ud og finder ud af at vi er illegale imegranter fordi junglekrydsning af graensen ikke giver tilstraekkelige papirer.. Efter blink med de brugbare blaa oejne og blonde haar (ja det var Eva) kom vi igennem og ud til et fly, der viser sig at have samme stoerrelse som vores bil paa Cuba. Silja frygter staerkt at skide i bukserne af lige meget skraek og diarre. Men til Corn island kom vi.

Havde planlagt lidt sol og strandferie for den sidste tid, men opdager, at det kan vi ikke finde ud af? Efter fire dages "hva' saa nu? det ved jeg ik' hva' synes du?", lidt dykning og smarte nyoptegnede solbrillemaerker paa Silja - beslutter vi at sige farvel til den sidste caribiske oe paa denne tur.

Tilbringer nogle dejlige hektiske dage paa markeder i Masaya og Managua, der bliver raabt, handlet, skubbet og skreget - vi elsker det!

Da tiden lakker mod enden er vi nu paa vej mod strand i Costa Rica, de eneste ridser i lakken er, at det er regntid men det vaelger vi forloebig at ignorere ( forvent muligvis atter afblegede piger i lufthavnen) Har generelle problemer med at tilpasse os det noget mere vestlige og velstaaende Costa Rica. Busserne gaar til tiden, gadesaelgerne har faaet butik med lukketid, taxaerne har faaet holdepladser og taxameter og folk er ligesaa hjaelpsomme som derhjemme (vi maa altsaa klare os selv). Derfor sidder vi nu, ganske vidst i Puerto Viejo, men aabenbart det ANDET Puerto Viejo, ja der er to (dette bekrafter blot costa ricanernes dovenskab). Saa nu kan vi se frem til flere timer i bus til en forhaabenlig solrig strand, lokal oel og de sidste dage med en masse sidst'er - sidste bustur, sidste ris og boenner, sidste uforstaalig latino monolog, sidste rejseforvirring osv.

Naksma Moskitia

Moskitia er Honduras´ mere eller mindre ufremkommelige jungel, der er bosat af en masse moskito indianere, som stadig lever i smaa indianersamfund og har deres eget sprog.

Man kan endten flyve derind i smaa flyvere, med en ikke helt appelsinfri pilot og hoejst sandsynligt et par kilo stoffer gemt maerkelige steder i flyet - eller saette sig ind i en bus klokken 4 om morgen, derefter 5 timer paa et lad af en overfyldt truck med proviant (hovedsagligt cola, chips og benzin) paa en vej der ikke er der og - hvor bilen ugen foer tippede over paa stranden og saa til sidst 2 timer ned en krokodille flod i en kano.
Vi valgte selvfoelgelig det sidste og kom fra turen med oemme roeve og mudderindsmut fra top til taa. Heldigvis viste det sig, at der ikke var plads i de faa hytter der var tilraadighed for turister, da en lille gruppe med deres guide, safaritoej og kikkerter havde besat vaerelserne. Saa der var, naturligvis, nogen der kendte nogen - og vi kom til at bo hos en rigtig soed familie.
Det var helt fantastisk at sidde paa traehyttens veranda til lyden fra junglen under den smukke stjernehimmel og kigge paa alle ildfluerne, mens alt er andet er kulsort og der hviler en ro uden sammenligning.

Det viste sig at vaere mere end heldigt, at vi boede hos den familie, da de kendte nogen der kunne skaffe os laengere ind i junglen nogle dage efter, da de alligevel skulle afsted. Ellers er det meget dyrt at komme derind, da vi saa skulle have vaeret afsted med en 'lancha' specielt for os.
Vi fik fortalt at vi skulle vaere klar dagen efter kl. 7.00 - saa det var vi. Klokken blev 9, 12, 15 og vi fik stadig "inden laenge, inden laenge.. "Da vi blev sultne og fik ondt i roeven af at vente fandt vi manden (der ioevrigt sad i koerestol). Han sagde der var lidt problemmer med at faa benzin og det var ved at blive forsent, saa det blev nok foerst imorgen - maaske. Vi synes, til hans store uforstaaenhed at det var en meget vaesenlig besked- der maaske godt kunne vaere faldet lidt foer? - mañana mentaliteten laerer vi vidst aldrig!
Men afsted kom vi dagen efter og til vores lettelse styrede manden i rullestol ikke baaden.
5 timer nede af 'Bananfloden' ankom vi til vores distination og fik sat rullestols manden af som skulle slaebes op af en mudderskraent, for at komme op til sin hytte - noej et besvaerligt liv!
Vi kom til at bo hos den soedeste familie der koerte et lille sted a`la en bed and breakfast.
Vi havde nogle vilde og afslappede dage her. Vi blev foert an af manchette gennem junglen med familiefaren, hvor vi fulgte tiger- og tapirspor, abeskrig og blev 'angrebet' af kaempemyrer. Vi var paa natlig krokodillejagt med den yngste soen og hans kammerater - til deres store skuffelse og(hvis vi skal vaere aerlige) Silja og jeg`s lettelse - fandt de ingen i floden.
Da vi saa troede vi var paa vej hjem i sikkerhed stoppede de op ved et moseomraade og erklaerede at her var der naesten altid krokodiller - of efterlod os saa alene i baaden.
Der sad vi saa og haabede paa at de ville komme tilbage i live, og det gjorde de heldigvis! Drengene havde stolt draebt (troede de) en giftig slange med deres pakaj. Vi staar og beundrer/kigger frygtsomt paa udyret som ligger bevidstloest paa jorden indtil det pludselig begynder at roere paa sig(!) og 1-2-3 beordrer vi hjemtur i den udhulede traestamme!!
Moskito folket var generelt enormt seje og meget staerke, isaer maendene da kvindernes hovedopgave var madlavning og mange mange boern. De kendte junglen ud og ind fra en meget tidlig alder. Desvaerre er de ogsaa nogle af Honduras og Nicaraguas fattigste folk, da deres ressourcer er meget begraensede. De har hverken lys eller vand, uddannelsesniveauet er meget lavt og omraadet praeget af stor nakotransport, da det er saa ufremkommeligt og narkohandlerne kan betale de fattige indianer for at tie stille..

Gennem junglens labyrinter af floder ender man paa et eller andet tidspunkt i Nicaragua. Dette gjorde vi med noed og naeppe ogsaa. Det foerste 8 timer gik smertefrit og aldels smukt ned gennem floden. Vi blev noed til at overnatte i en lidt stoere by, der havde al for stor adgang til alkohol og stoffer, hvor vi bl.a. maatte smide en meget klam fyr ud af vores vaerelse og generelt soerge for, at de yderst paatraengende maend holdte fingerene for sig selv og pistolen i buksekanten!
Dagen efter kom vi med en overproppet 'lancha' styret af en halvblind 80 aarig gammel kaptajn, der konstant var ved at tippe baaden til den ende eller den anden side direkte ned i krokodillefloden. Silja og jeg soergede for at sidde helt stille i midten og skynde os at laende til den modsatte sidde, hver gang den var ved at tippe, saa det blev 6 meget lange timer.
Endelig kom vi over i en storer baad, da vi skulle krydse en stor soe, for saa at blive vi stoppet paa aabent vand af baad fyldt med militaerfolk med deres oversavede jagtgevaerer, der skulle inspektere baaden for stoffer - de har en lidt anden tilgang til vaaben her..

Efter nogle vilde rejsedage og en helt uforglemmelig tid i junglen, er vi kommet til Nicaraguas kyst. Vi er stadig blandt moskito folket i Nicaraguas fattigste del. Det virker som om Nicaragua generelt er det fattigste land vi hidtil har vaeret i. Vejnettet er meget meget daarligt, ja stortset ikke eksisterende, fx for at komme til en by laengere ned af kysten skal vi tage en 24 timers bus til den anden side af landet og saa tilbage til den anden by.. hvordan siger man effektivitet paa spansk?

Lige nu venter vi paa en baad til nogle smaa oeer udenfor Nicaraguas caribiske kyst, baaden skulle gerne komme her en af dagene i foelge damen paa havnen, saa det maa vi bare haabe paa ;)

Foedderne er begyndt at goere sig klar til at vende hjemad og den sidste tids rute er stortset planlagt, hvilket er meget maerkeligt og helt ude af traad med vores hverdag det sidste halve aar...

'Gaigiwas' for nu og mon i ikke lige faar foeddernes sidste tids vandring med ogsaa.

When the tripod lost one leg..

Nu begyndte dagene haeftigt at taelle ned til at "tripod`en" skulle skilles efter et halvt aar, hvor den konsant har vaeret sat sammen med sekundlim.

Inden Camilla vidste hvor klaebbedygtig vores sekundlim var, havde hun bestilt billet hjem fra den anden ende af mellemamerika end Silja og jeg. Derfor maatte vi jo skilles paa et tidspunkt. Saa for at goere amputationen saa smertefri som muligt, valgte vi at tage tilbage til Utila.
Det var rigtigt hyggeligt at se de folk, vi troede vi havde sagt farvel til for altid igen og vi havde endnu engang nogle skoenne dage paa oen med dykning, fodbold, natbadning og Salva vida.
Efter nogle dage tilbage i paradis, maatte vi tage afsked paa kajen og forlade Camilla med Sam og Mikey, da hun stadig havde en uges tid inden flyveren gik..

Som man ved staar en tripod ikke saerligt godt paa to ben. Saa efter en sej sejltur og en stortudende og forvirret aeldre mand der havde taget sin kone i sengen med en nakoman denne morgen, kom vi til fastlandet.
Vi havde et utal af vigtige praktiske ting vi skulle ordne inden vi skulle begive os ind i junglen naeste morgen meget tidligt. Saa vi smidder hurtigt vores taske og hopper lidt fortumlet efter afsked og graedende mand ind i en taxa og ud til et latinamerikansk storcenter - da de jo maa have alt vi skal bruge! Da vi staar i storcenteret - i oevrigt intet har - kommer vi i tanke om, at vi har glemt at faa hotellets eller gadens navn. Vi kan ikke overskue noget, saa vaelger at gaa i biograffen for at komme ud og opdage, at nej det er ikke nemmere at finde ud af hvor vi bor i moerke.. Efter taxatur op og ned af byens gader finder vi det endelig og falder doede om og haaber at "tripod`en" bliver bedre til at staa paa to ben med lidt oevelse..

El Salvador

Forfuldt af natukatastrofer



Fra dag et i El Salvador regnede det konstant, med en styrke jeg aldrig har oplevet lignende!
Det vidste sig senere, at vi ikke bare var stoedt ind i almindelig regntid, men ogsaa i en tropisk storm. Paa samme tid med den tropiske storm opstaar der et vulkan udbrud, paa den vulkan i Guatemala, som vi har betraadt for blot en maaned siden. Efter kaempe jordskaelv i Chile, oversvoemmelse i Peru overhaengende fare for Tsunami i Cuba pga jordskaelvet i Haiti, vulkanudbrud i Guatemala og nu tropisk storm i El Salvador og Honduras, saa maaske er det meget godt at vi snart skal hjem..

Klog af skade besluttede vi at flygte fra regntiden foerst som sidst, konstant fugtighed og surtlugtende toej har vi ligesom vaeret igennem en gang. Saa selvom El Salvador virkede som et dejligt land (hvad vi kunne se gennem regnen) besluttede vi alligevel at forlade landet efter blot fem dage og blev ogsaa straks beloennet med toervejr, da vi kom til Honduras - Honduras kan man regne med ;)

Aben og missionaerene

Tilbage i Honduras havde vi en gammel aftale med en fyr vi moedte i Guatamala, som havde en masse forskellige projekter koerende i Honduras hovedstad Tegucigalpas slumkvarter.

Vi moedtes med Aben, som vores ven fra Tegucigalpa hed. Vi vidste ikke rigtig hvad det var han arbejdede med, men det loed rigtig spaendende med opbygning af hus, mad til lossepladsboern og kamp via fodbold paa at faa unge drenge ud af banderne. Det viste sig dog at projektet var yderst religoest styret, med stoette fra USA. Det var et fantastisk moede med boerne fra ghettoen og spaendende at komme ud i et omraade som vi aldrig alene kunne have betraadt. Deres projekter havde rigtige gode tanker, men vi havde meget svaert ved, at boernene blev hjernevaskede med religoese budskaber og skulle staa at takke gud for at vi var kommet..

Honduras

UTILA - DYKNING



Jeg kan ikke saerligt godt lide dyr, min vaerreste frygt er at blive spidst af en haj og synes det uendelige store blaa er yderst angstprovokerende - men trods dette og min tidligere beslutning om ikke at dykke hoppede foedderne alligvel og laerte mig at elske det!



Efter Belize hvor jeg kun noget forsigtigt kastede mig ud i lidt snokling, tog vi til en anden lille carribisk oe i Honduras. Martin skulle flyve fra Honduras saa det passede med, at han kunne tage med. Derudover havde vi arrangeret (takket vaere Facebook), at moedes med de to danske piger vi moedte i Belize (Stine og Nina) og de to piger fra Tikal (Litten og Gitte), var der allerede. Saa det blev en hel reunion og en masse dansk her paa den anden side af jorden, ja vi kan i hvertfald ikke vaere bekendt at bebejdre ghettodannelserne af indvandrerne derhjemme!

Utila er en oe der hovedsagligt fokusere paa dykning, saa hvis du ikke dykker er der ikke saa meget at lave. Saa paa en eller anden mystisk maade blev jeg lokket af atmosfaeren og foer jeg fik set mig om var jeg igang med mit advance kursus! Det har vaeret en hel vild oplevelse at vaere vaegtloes i en verden, hvor man kan vende lodret nedad, hvis man synes det giver en bedre vinkel. Indfange et helt omraade, som var man en figur i et computerspil - ud, op, rundt, ned og ind paa omgivelserne lige som det passer en!

Udover danskergruppen, som efterhaanden blev splittet op, var der faktisk ogsaa en masse andre folk, som vi havde det enormt sjovt med. Sammen med Nina, blev vi hurtigt doebt Team Denmark(?!) og var, til vores stadig store undren, blevet eftertragtet paa oen. Hvilket gjorde, at vi blev inviteret med til diverse fester og arrangementer lige fra foedselsdag med kaptajnens bror til weekendtur paa privat oe.
Efter flere udskydelser forlod vi langt om laenge oen og maatte soergmodigt endnu engang sige farvel til nogle skoenne mennesker. Dette er baade det haarde og fantastiske ved at rejse - man moeder saa mange dejlige, anderledes og spaendende mennesker, som man gang paa gang maa tage afsked med, kun med et lille haab paa at se dem igen engang..

MOEDET UDENFOR PARADIS

Ingen af os regnede rigtig Utila for honduras, da stoerstedelen af oens befolkning ikke var hondurianere, men backpackere. Saa efter alle paradis dagene i Gringolandia ville vi op i bjergene og se det mere lokale hverdagsliv i Honduras - et moede vi aldrig vil glemme og som for altid har riset vores naive vaesen.

Vi kom til den lille bjergby La Esperenza , rigtig charmerende fyldt med markeder og mudderede veje. Under en gaatur rundt i byen bliver vi tilraabt af en fyr, han viser sig, efter en lang snak om vores rejses formaal, at han er en ¨revolutionaer¨som han selv kaldte sig. Ernesto invitererede os op paa deres (gemme)sted i bjergene. Hvilket er en skole for Lencaerne (indianergruppe) i de smaa landsbyer, men bliver saa sandeligt ogsaa brugt til saa meget andet!

Stedet kaldet 'Utopia' har sit eget lille oekologisk landbrug, en hemmelig radiokanal, med oproers musik, avis og lige nu gemmer de tre teenager to paa 17 og en paa blot 14 aar, da de har vaeret involveret i en ungdomsorganisation mod regeringen/militaeret. Efter at havde set tre af deres kammerater henrettet paa gaden af politiet, har de valgt at forlade alt i hjembyen - for livet. Drengene kommer fra ghettoen i Honduras' naeststoerste by og fortalte at deres liv i foelge regeringen ikke er mere vaerd end en hjemloes hunds - de skal helst ryddes af vejen, isaer hvis de ogsaa aabner munden!
Drengene var som 17 aarige drenge er verden over - fuld af krudt i roeven, balade, 10 ting paa en gang osv. og samtidig virkede de som om, at de var ti gange aeldre end os.

Honduras havde et statskup sidste sommer, da den folkevalgte Praesident Zelaya, oenskede en vejledende folkeafstemning om en senere forfatningsaendring, dette blev set som magtmisbrug og grundlovsstridigt af oppositionen. Zelaya mener dog, at statskuppet skyldes at hans reformer tilgodeser den fattige del af befolkningen, som den magtfulde overklasse er imod. Efter pres fra omverden blev der udstedt valg i november, som ikke levede op til internationale standarder og mellem 65-70 procent af vaelgerne boykottede valget. Kupmagerne blev dermed valgt. Deres politik slaar meget haardt ned mod modstandere af deres politik, heriblandt drengene i bjergene, trods det at deres organisation er mod al vaabenbrug og vold. Drengene lavede en masse graffiti og var 'kendt' blandt politiet.
Der skulle eftersigende vaere 10 rige familier i Honduras, der mere eller mindre styrer landet, blandt de naesten 8 millioner indbyggere.

Det var et utrolig fint og oejenaabnene moede - det viste os hvordan tingene er i honduras under overfladen. Det var helt ufatteligt haardt at sige farvel til drengene, der ingen fremtid har, mens alle doere for os staar paa vidt gab. Lige nu er deres plan at flygte illegalt til USA, faa et daarligt job og sende penge hjem til deres familie. Som den ene sagde saa fint, vidste han ikke om han havde styrke nok til at forlade alt og vaelge livet. For helvede hvis man dog bare kunne proppe dem ned i sin taske og tage dem med!!

BELIZE

Belize landet med denne skoenne garifuna kultur, hoej reggae, skilte med paaskriften ¨Go slow¨, folkets haarde og afslappede attitude og en pistol i baglommen og tortillaerne lagt paa hylden.

Belize kan bedst beskrives som en raa ghetto film med god musik. Saa her kommer man ikke langt med en bange og tilbageholden fremtoning. Landet skulle eftersigende vaere ekstremt farligt pga de mange bander og en eller anden amerikansk gut der havde lavet en dokumentar om det. Folk fortalte de laa ned i taxaerne paa til lufthavnen, maattte flygte fra cokehostels osv. Men det eneste vi stoedte paa var vildt seje og utrolige rare mennesker med deres vilde afrohaar og über laid back attitude paa deres gangster cykler i et tempo man nemt kunne overhale gaaende. Det hele gik generelt ufatteligt langsomt, hvis man gik lidt for hurtigt paa gaden blev der raabt fra alle gadehjoerner ¨Go slow mann¨, paa deres broken english der var saa godt som umuligt at forstaa!
Saa vi kan kun sige lad vaere med at lytte for meget til rygterne - Belize er et ufatteligt skoent sted at vaere!

Santa Maria vulkanen - Pinligt draebende opstigning

What to do when you've never hiked - go on a VERY DIFFICULT and so we did..

Efter lang markedsdag besluttede vi meget impulsivt (som snart alle vores beslutninger) at tage paa Full moon hike paa den 4000m hoeje vulkan med taet paa 90 graders stigning. Vi begyndte hurtigt at ane uraad, da vi saa typerne fra vores hike gruppe og hoerte dages snak om importerede energibarer.
Silja og jeg havde allerede aandenoed efter en halvtime (luften var ogsaa tynd!?) endnu en halv time senere snorede det for oejene og vi valgte at sakne bagud fra inkarnationen af spejdersport sprinterne med deres pandelygter (+ MC dog uden pandelygte).
Da guiden og dermed vejviseren var turbu hiked med holdet, var det op til os at proeve at foelge stien i moerket, hvilket blot foerte til, at vi kom til at tage de alternative stier..
Efter fem timer naaede vi toppen i live!! Da solen stod op en time efter oplevede jeg mit livs smukkeste syn; orange himmel, vulkan i de fjerne der udskoed roeg, et overnaturligt overblik og skyindhyllede bjerge.

Frivilligt arbejde i Xela

Det var rigtigt rart at vaere i den samme by et stykke tid. Vi naaede at laere rigtig mange at kende og foele os lidt hjemme. Men det var ogsaa nogle haarde dage for os alle, pigerne med deres spansk studier og mit arbejde paa bornehjemmet.
Selvom det var ufatteligt haardt at vare paa boernehjemmet, var det ogsaa utroligt laererigt. Jeg fik virkelig lov til at gaa til haande, da ressourcerne var saa begraensede plus halvdelen af personalet var paa paaskeferie..
En dag stod jeg for eksempel alene sammen med en anden frivillig for hele smaaboernsafdelingen (0-5 aar) og alle de 'store' piger (5-12 aar), da en af boernene var blevet syge og skulle til laegen. Det siger lidt om hvor afhaengige de er af frivillige. Der var total kaos, creme der blev smurt over det hele, lorte bleer der selv blev taget af, forbindinger der var gaaet op fra vaeskende betaendte haender og en australsk frivillig der knap kunne spansk og var gaaet i baglaas - saa der stod jeg saa godt som alene med 70 boern jeg ikke kendte!
Det var ret svaert at forlade stedet, lige da jeg var ved at laere det hele at kende, men videre maatte vi jo.

Hellig paaskefest ved verdens mest aktive vulkan

Sammen med en masse af vores nye venner tog vi til den legendariske paaskefest "Semana Santa" i Antigua. Det var ret vildt og lidt uhyggeligt at se alle de messende sortklaedte maend
omgivet af roegelse og levende lys, baerende paa kaempemaessige guld opstillinger af jesus paa stoerrelse med et traeskib.
Mens disse maend sympatiserede med jesus og maerkede smerten ligesom jesus gjorde det i disse dage, noed vi festlighederne, alle madboderne og Antiguas omgivelser.
Lidt fra Antigua ligger verdens mest aktive vulkan, Pacaya, som vi besteg med stil (modsat Santa Maria), trods et lille panik anfald fra Silja, der troede vulkanen var i udbrud for saa at faa fortalt af guiden, at den altid sprutter - men at man bare kun kan se det i moerke.
Det virkede ogsaa helt forkert at staa og riste skumfidusser over flydende lava!

Rio Dulce

Da vi alle tre synes, at vi havde ydet meget den sidste tid, tog vi til en lille isoleret oase i junglen, der laa ned af floden Rio Dulce. Her brugte vi tiden paa at sejle lange ture i kajak, svoemme, laese og gaa tidligt i seng, da alt lys blev slukket kl. 22. Det var ufatteligt skoent at toemme hovedet lidt. Pudsigt nok moedte vi en dansker og hans mexikanske kone, der arbejdede fra IBIS og havde vaeret ude og undervise paa en skole. Det var helt vildt spaendende at hore om deres arbejde rundt om i hele verden. De vil maaske prove at hjaelpe os med at finde noget arbejde i Nicaragua.

Danskerne moedes paa maya ruinerne

Inden vi bevaegede os over graensen til Belize, tog vi forbi nogle fantastiske Maya ruiner. Her moedte vi faktisk en masse soede danskere og er nu taget videre til Belize med den ene fyr, Martin.
Han Havde en aftale med en masse i San Ignacio i Belize om at tage ud og campere, saa vi fulgte med uden nogen anelse om hvad vi gik ind til. Det blev selvfoelgelig nogle gode dage, med cliff jumping, svingning i floder og kanotur i otte km dyb grotte, som mayaerne har brugt til at ofre til regnguden i.

Igaar ankom vi til denne lille Carribiske oe, Caye Caulker, som mest af alt minder om paradis. Her kommer den nok mest til at staa paa strand, dykning og snorkling.
Saa nu glaeder jeg mig til at faa mine foedder i vand.