Dette blogindlaeg er atypisk, da Silja Thoegersen bogstavlig talt er blevet smeltede fast af sved og tilfaeldig latino modgang og er dermed blevet medskribent paa de sidste dages oplevelser.
Da jeg sluttede sidst var vi stadig haabefulde, faa timer senere gik alt galt.. Silja lagde sig i sengen med diarre og kunne ikke forlade vaerelset, damen fra havnen kom og aflyste baaden og busserne gik ikke da der aabenbart var krigsttilstande paa den eneste vej vaek. Ja noed laerer diare plagede rejsende at grine af det og spinde uden snor. Vand vejen var udelukket og landvejen var udelukket, altsaa var kun luftvejen tilbage. Vi synes allerede at vi floej mere end vi kunne staa inde for, men udsigten til at bosaette sig i Puerto Cabezas fik boejet idealerne lidt. Om intet andet er fleksibelt paa os, kan idealerne aabenbart godt flekse lidt.Eva maa klarer aerterne selv, hvilket vil sige morgenoel, med hjaelpsomme latinoer, for at komme paa liste til fly af endnu ukendt stoerrelse. Moeder spaendt og afventer om haandskrevet liste virkelig taeller som flybooking. Efter vi begge og vores bagage har vaeret paa vaegten, gaar vi ud og finder ud af at vi er illegale imegranter fordi junglekrydsning af graensen ikke giver tilstraekkelige papirer.. Efter blink med de brugbare blaa oejne og blonde haar (ja det var Eva) kom vi igennem og ud til et fly, der viser sig at have samme stoerrelse som vores bil paa Cuba. Silja frygter staerkt at skide i bukserne af lige meget skraek og diarre. Men til Corn island kom vi.
Havde planlagt lidt sol og strandferie for den sidste tid, men opdager, at det kan vi ikke finde ud af? Efter fire dages "hva' saa nu? det ved jeg ik' hva' synes du?", lidt dykning og smarte nyoptegnede solbrillemaerker paa Silja - beslutter vi at sige farvel til den sidste caribiske oe paa denne tur.
Tilbringer nogle dejlige hektiske dage paa markeder i Masaya og Managua, der bliver raabt, handlet, skubbet og skreget - vi elsker det!
Da tiden lakker mod enden er vi nu paa vej mod strand i Costa Rica, de eneste ridser i lakken er, at det er regntid men det vaelger vi forloebig at ignorere ( forvent muligvis atter afblegede piger i lufthavnen) Har generelle problemer med at tilpasse os det noget mere vestlige og velstaaende Costa Rica. Busserne gaar til tiden, gadesaelgerne har faaet butik med lukketid, taxaerne har faaet holdepladser og taxameter og folk er ligesaa hjaelpsomme som derhjemme (vi maa altsaa klare os selv). Derfor sidder vi nu, ganske vidst i Puerto Viejo, men aabenbart det ANDET Puerto Viejo, ja der er to (dette bekrafter blot costa ricanernes dovenskab). Saa nu kan vi se frem til flere timer i bus til en forhaabenlig solrig strand, lokal oel og de sidste dage med en masse sidst'er - sidste bustur, sidste ris og boenner, sidste uforstaalig latino monolog, sidste rejseforvirring osv.
