Honduras

UTILA - DYKNING



Jeg kan ikke saerligt godt lide dyr, min vaerreste frygt er at blive spidst af en haj og synes det uendelige store blaa er yderst angstprovokerende - men trods dette og min tidligere beslutning om ikke at dykke hoppede foedderne alligvel og laerte mig at elske det!



Efter Belize hvor jeg kun noget forsigtigt kastede mig ud i lidt snokling, tog vi til en anden lille carribisk oe i Honduras. Martin skulle flyve fra Honduras saa det passede med, at han kunne tage med. Derudover havde vi arrangeret (takket vaere Facebook), at moedes med de to danske piger vi moedte i Belize (Stine og Nina) og de to piger fra Tikal (Litten og Gitte), var der allerede. Saa det blev en hel reunion og en masse dansk her paa den anden side af jorden, ja vi kan i hvertfald ikke vaere bekendt at bebejdre ghettodannelserne af indvandrerne derhjemme!

Utila er en oe der hovedsagligt fokusere paa dykning, saa hvis du ikke dykker er der ikke saa meget at lave. Saa paa en eller anden mystisk maade blev jeg lokket af atmosfaeren og foer jeg fik set mig om var jeg igang med mit advance kursus! Det har vaeret en hel vild oplevelse at vaere vaegtloes i en verden, hvor man kan vende lodret nedad, hvis man synes det giver en bedre vinkel. Indfange et helt omraade, som var man en figur i et computerspil - ud, op, rundt, ned og ind paa omgivelserne lige som det passer en!

Udover danskergruppen, som efterhaanden blev splittet op, var der faktisk ogsaa en masse andre folk, som vi havde det enormt sjovt med. Sammen med Nina, blev vi hurtigt doebt Team Denmark(?!) og var, til vores stadig store undren, blevet eftertragtet paa oen. Hvilket gjorde, at vi blev inviteret med til diverse fester og arrangementer lige fra foedselsdag med kaptajnens bror til weekendtur paa privat oe.
Efter flere udskydelser forlod vi langt om laenge oen og maatte soergmodigt endnu engang sige farvel til nogle skoenne mennesker. Dette er baade det haarde og fantastiske ved at rejse - man moeder saa mange dejlige, anderledes og spaendende mennesker, som man gang paa gang maa tage afsked med, kun med et lille haab paa at se dem igen engang..

MOEDET UDENFOR PARADIS

Ingen af os regnede rigtig Utila for honduras, da stoerstedelen af oens befolkning ikke var hondurianere, men backpackere. Saa efter alle paradis dagene i Gringolandia ville vi op i bjergene og se det mere lokale hverdagsliv i Honduras - et moede vi aldrig vil glemme og som for altid har riset vores naive vaesen.

Vi kom til den lille bjergby La Esperenza , rigtig charmerende fyldt med markeder og mudderede veje. Under en gaatur rundt i byen bliver vi tilraabt af en fyr, han viser sig, efter en lang snak om vores rejses formaal, at han er en ¨revolutionaer¨som han selv kaldte sig. Ernesto invitererede os op paa deres (gemme)sted i bjergene. Hvilket er en skole for Lencaerne (indianergruppe) i de smaa landsbyer, men bliver saa sandeligt ogsaa brugt til saa meget andet!

Stedet kaldet 'Utopia' har sit eget lille oekologisk landbrug, en hemmelig radiokanal, med oproers musik, avis og lige nu gemmer de tre teenager to paa 17 og en paa blot 14 aar, da de har vaeret involveret i en ungdomsorganisation mod regeringen/militaeret. Efter at havde set tre af deres kammerater henrettet paa gaden af politiet, har de valgt at forlade alt i hjembyen - for livet. Drengene kommer fra ghettoen i Honduras' naeststoerste by og fortalte at deres liv i foelge regeringen ikke er mere vaerd end en hjemloes hunds - de skal helst ryddes af vejen, isaer hvis de ogsaa aabner munden!
Drengene var som 17 aarige drenge er verden over - fuld af krudt i roeven, balade, 10 ting paa en gang osv. og samtidig virkede de som om, at de var ti gange aeldre end os.

Honduras havde et statskup sidste sommer, da den folkevalgte Praesident Zelaya, oenskede en vejledende folkeafstemning om en senere forfatningsaendring, dette blev set som magtmisbrug og grundlovsstridigt af oppositionen. Zelaya mener dog, at statskuppet skyldes at hans reformer tilgodeser den fattige del af befolkningen, som den magtfulde overklasse er imod. Efter pres fra omverden blev der udstedt valg i november, som ikke levede op til internationale standarder og mellem 65-70 procent af vaelgerne boykottede valget. Kupmagerne blev dermed valgt. Deres politik slaar meget haardt ned mod modstandere af deres politik, heriblandt drengene i bjergene, trods det at deres organisation er mod al vaabenbrug og vold. Drengene lavede en masse graffiti og var 'kendt' blandt politiet.
Der skulle eftersigende vaere 10 rige familier i Honduras, der mere eller mindre styrer landet, blandt de naesten 8 millioner indbyggere.

Det var et utrolig fint og oejenaabnene moede - det viste os hvordan tingene er i honduras under overfladen. Det var helt ufatteligt haardt at sige farvel til drengene, der ingen fremtid har, mens alle doere for os staar paa vidt gab. Lige nu er deres plan at flygte illegalt til USA, faa et daarligt job og sende penge hjem til deres familie. Som den ene sagde saa fint, vidste han ikke om han havde styrke nok til at forlade alt og vaelge livet. For helvede hvis man dog bare kunne proppe dem ned i sin taske og tage dem med!!