Naksma Moskitia

Moskitia er Honduras´ mere eller mindre ufremkommelige jungel, der er bosat af en masse moskito indianere, som stadig lever i smaa indianersamfund og har deres eget sprog.

Man kan endten flyve derind i smaa flyvere, med en ikke helt appelsinfri pilot og hoejst sandsynligt et par kilo stoffer gemt maerkelige steder i flyet - eller saette sig ind i en bus klokken 4 om morgen, derefter 5 timer paa et lad af en overfyldt truck med proviant (hovedsagligt cola, chips og benzin) paa en vej der ikke er der og - hvor bilen ugen foer tippede over paa stranden og saa til sidst 2 timer ned en krokodille flod i en kano.
Vi valgte selvfoelgelig det sidste og kom fra turen med oemme roeve og mudderindsmut fra top til taa. Heldigvis viste det sig, at der ikke var plads i de faa hytter der var tilraadighed for turister, da en lille gruppe med deres guide, safaritoej og kikkerter havde besat vaerelserne. Saa der var, naturligvis, nogen der kendte nogen - og vi kom til at bo hos en rigtig soed familie.
Det var helt fantastisk at sidde paa traehyttens veranda til lyden fra junglen under den smukke stjernehimmel og kigge paa alle ildfluerne, mens alt er andet er kulsort og der hviler en ro uden sammenligning.

Det viste sig at vaere mere end heldigt, at vi boede hos den familie, da de kendte nogen der kunne skaffe os laengere ind i junglen nogle dage efter, da de alligevel skulle afsted. Ellers er det meget dyrt at komme derind, da vi saa skulle have vaeret afsted med en 'lancha' specielt for os.
Vi fik fortalt at vi skulle vaere klar dagen efter kl. 7.00 - saa det var vi. Klokken blev 9, 12, 15 og vi fik stadig "inden laenge, inden laenge.. "Da vi blev sultne og fik ondt i roeven af at vente fandt vi manden (der ioevrigt sad i koerestol). Han sagde der var lidt problemmer med at faa benzin og det var ved at blive forsent, saa det blev nok foerst imorgen - maaske. Vi synes, til hans store uforstaaenhed at det var en meget vaesenlig besked- der maaske godt kunne vaere faldet lidt foer? - mañana mentaliteten laerer vi vidst aldrig!
Men afsted kom vi dagen efter og til vores lettelse styrede manden i rullestol ikke baaden.
5 timer nede af 'Bananfloden' ankom vi til vores distination og fik sat rullestols manden af som skulle slaebes op af en mudderskraent, for at komme op til sin hytte - noej et besvaerligt liv!
Vi kom til at bo hos den soedeste familie der koerte et lille sted a`la en bed and breakfast.
Vi havde nogle vilde og afslappede dage her. Vi blev foert an af manchette gennem junglen med familiefaren, hvor vi fulgte tiger- og tapirspor, abeskrig og blev 'angrebet' af kaempemyrer. Vi var paa natlig krokodillejagt med den yngste soen og hans kammerater - til deres store skuffelse og(hvis vi skal vaere aerlige) Silja og jeg`s lettelse - fandt de ingen i floden.
Da vi saa troede vi var paa vej hjem i sikkerhed stoppede de op ved et moseomraade og erklaerede at her var der naesten altid krokodiller - of efterlod os saa alene i baaden.
Der sad vi saa og haabede paa at de ville komme tilbage i live, og det gjorde de heldigvis! Drengene havde stolt draebt (troede de) en giftig slange med deres pakaj. Vi staar og beundrer/kigger frygtsomt paa udyret som ligger bevidstloest paa jorden indtil det pludselig begynder at roere paa sig(!) og 1-2-3 beordrer vi hjemtur i den udhulede traestamme!!
Moskito folket var generelt enormt seje og meget staerke, isaer maendene da kvindernes hovedopgave var madlavning og mange mange boern. De kendte junglen ud og ind fra en meget tidlig alder. Desvaerre er de ogsaa nogle af Honduras og Nicaraguas fattigste folk, da deres ressourcer er meget begraensede. De har hverken lys eller vand, uddannelsesniveauet er meget lavt og omraadet praeget af stor nakotransport, da det er saa ufremkommeligt og narkohandlerne kan betale de fattige indianer for at tie stille..

Gennem junglens labyrinter af floder ender man paa et eller andet tidspunkt i Nicaragua. Dette gjorde vi med noed og naeppe ogsaa. Det foerste 8 timer gik smertefrit og aldels smukt ned gennem floden. Vi blev noed til at overnatte i en lidt stoere by, der havde al for stor adgang til alkohol og stoffer, hvor vi bl.a. maatte smide en meget klam fyr ud af vores vaerelse og generelt soerge for, at de yderst paatraengende maend holdte fingerene for sig selv og pistolen i buksekanten!
Dagen efter kom vi med en overproppet 'lancha' styret af en halvblind 80 aarig gammel kaptajn, der konstant var ved at tippe baaden til den ende eller den anden side direkte ned i krokodillefloden. Silja og jeg soergede for at sidde helt stille i midten og skynde os at laende til den modsatte sidde, hver gang den var ved at tippe, saa det blev 6 meget lange timer.
Endelig kom vi over i en storer baad, da vi skulle krydse en stor soe, for saa at blive vi stoppet paa aabent vand af baad fyldt med militaerfolk med deres oversavede jagtgevaerer, der skulle inspektere baaden for stoffer - de har en lidt anden tilgang til vaaben her..

Efter nogle vilde rejsedage og en helt uforglemmelig tid i junglen, er vi kommet til Nicaraguas kyst. Vi er stadig blandt moskito folket i Nicaraguas fattigste del. Det virker som om Nicaragua generelt er det fattigste land vi hidtil har vaeret i. Vejnettet er meget meget daarligt, ja stortset ikke eksisterende, fx for at komme til en by laengere ned af kysten skal vi tage en 24 timers bus til den anden side af landet og saa tilbage til den anden by.. hvordan siger man effektivitet paa spansk?

Lige nu venter vi paa en baad til nogle smaa oeer udenfor Nicaraguas caribiske kyst, baaden skulle gerne komme her en af dagene i foelge damen paa havnen, saa det maa vi bare haabe paa ;)

Foedderne er begyndt at goere sig klar til at vende hjemad og den sidste tids rute er stortset planlagt, hvilket er meget maerkeligt og helt ude af traad med vores hverdag det sidste halve aar...

'Gaigiwas' for nu og mon i ikke lige faar foeddernes sidste tids vandring med ogsaa.