fredag den 15. januar 2010

Viva Chile

Saa er mine foedder endelig solidt placeret i landet jeg har savnet saa meget i 3 1/2 aar. Det er maerkeligt at foele sig saa hjemme i et land, hvor man er saa fremmed.
De foerste dage tilbragte vi i Santiago De Chile, hvor vi var saa heldige at kunne laane mine vaertssoeskendes studielejlighed. Den lille lejlighed havde naesten ingen moebler, men tilgengaeld to altaner og to badevaerelse.. Vi havde ingen ide om hvor vi befandt os i denne by, der rummede lige saa mange folk som hele Danmark. Saa det meste af den efterfoelgende dag forsoegte vi at opstoeve et kort over byen, hvilket viste sig at vaere umuligt. Tilgengaeld var Santiagenerne (isaer af det modsatte koen) meget hjaelpsomme og gik gerne flere blokke for at hjaelpe os paa rette vej. Man skal lige vaenne sig til at blive kaldt ”las tres Marias” og piftede og floejtede efter, trods vores fodformede sko og loese toej med svedplomager. Santiago er en hyggelig og rolig by, fuld af farvede huse og smaa fine gader med meget faa hoejhuse, i forhold til sin stoerrelse.

Efter fire dage i Santiago maatte mine foedder modvilligt paa endnu en 24 timers lang rejse, denne gang dog i bus til den lille landsby San Pedro i verdens toerreste oerken ( det forbandede lange land). Vi ankom til hedende varme, stoev overalt og lerhuse. Det var nu anden gang jeg stod i denne by midt i intetheden. Jeg kunne hurtig se, at mange flere siden da havde faaet oeje paa stedet, det bunede nemlig med turistture og turist shops. Foerst synes vi det var ret nedtur, men det vidste sig heldigvis at vaere nogle super soede og interessante folk fra hele verden, der var samlet i denne by og vi fik hurtigt en masse venner fra Brasilien, Holland, Frankrig, Australien, England og Chile selfoelgelig. Nogle moedte vi paa hostelet og andre paa vores ture til maanedalen, saltlagunen, paa vandretur i de doedes dal og til piratoerkenfesterne.

Mine vablede foedder var henrykte for at faa lov at slappe af i 10 timer i en bus, trods det at de skulle ud paa en af verdens farligste ruter hovedsagligt bestaaende af smale snoede bjergveje, hvor der ikke var langt mellem vej og afgrund. Turen gik i stivkuling (deres elskede lorte aircondition) til Arica og inden laenge var foederne godt plantede i de saa velkendte hulede gader og armene omkring den laenge savnede familie Guetierrez.

Naesten alt er som det plejer i den lille familien og jeg faldt hurtigt ind i rytmen. Dog er bedstemoren af huset ”la Nona” doed og det paavirker isaer moren, der gaar meget op i at bede for hende og har faaet et lille springvandsalter ting paa terrassen og hver maaned paa hendes doedsdag tager de alle i kirke, hvor hendes navn saa bliver naevnt. Vi synes alle tre, at det var paa graensen til uhyggeligt, mens vi godt vidste, at det var deres kultur og hendes maade at udtrykke sin sorg. Familien var rigtige soede til at tage imod Silja og Camilla, der selvfoelgelig hurtigt blev gjort til ofre for en masse jokes. Det var fantastisk endelig at kunne vise Silja og Camilla, det jeg har fortalt saa meget om og de mennesker, som har en saa stor plads i mit hjerte. Vi levede som konger paa La Portada 2217, hvor det ikke er lovligt at roere en finger, da hushjaelperen ordner alt. Det meste af ungdomslivet i Arica foregaar om natten, saa det maatte vi jo selvfoelgelig foelge. Til vores store forbavsel opdagede vi , at hemmeligen bag deres evendelige byture var, at de stort set ikke drak og mere eller mindre saa daarligt paa for fulde folk, dog stadige fuld af liv og ballade. Dette var en stoerre udfordring for os end vi lige havde forventede, da ens hofter ikke ligefrem ”rullede” mere og ledende i knaeene loesere i aedru tilstand – vi fandt en mellemvej ;)

Chilienernes store samtale emne er valget paa loerdag d. 16, jeg var ogsaa vidne til deres valg for fire aar siden – lidt pussigt. Valget staar mellem socialisten Frei og kapitalisten Piñera. Piñera er en af Chiles rigeste maend og ejer Lan Chile (flyvselskab svarende til SAS). Dette ser chilenerne som et noget positivt, hvor jeg personligt ville vaere ret skeptisk, i frygt for at den personlige interesse ville faa for stor indflydelse. Det er ogsaa tydeligt, at Piñera besidder den stoaerste kapital, da alle steder bummer med store valgplakater og flag, hvor det eneste man rigtigt har set til Frei er graffiti paa murerne og én rundkoerelse fyldt med haandholdte roede flag der sage Frei. Det bliver lidt spaendende at se om kapitalismen vinder fremgang, trods det at den er ansvarlig for verdens finanskrise. I familien er de sjovt nok meget delt og Carla vil slet ikke stemme. Hun har altid haft beroeringsangst for emner der deler/splitter folk – maaske et levn fra Pinochet tiden?

Pigerne er lige taget afsted til Peru, mens jeg bliver en uge mere sammen med folket i Arica. Selvom det er lidt maerkeligt at sige farvel til pigerne, bliver det nu ogsaa skoent at have lidt tid alene – isaer med min Vaertsoester Carla. Allerede den foerste dag ”alene” har vi brugt paa bare at grine, pjatte, snakke og grine igen – puha kan slet ikke overskue at mine foedder skal vandrer videre i naeste uge. Heldigvis venter der dem en masse eventyr forud og ikke bare det kolde Danmark. Tiden alene giver mig ogsaa en lille periode med intensiv spansk, hvilket er super godt for mig. Det gaar allerede meget frem af, jeg bliver bare af og til saa sprogforvirret af at skifte fra dansk, spansk og engelsk hele tiden..
Naerste stop er Peru, hvor foedderne paa en eller anden maade skal finde pigerne igen.

Haaber i har det skoent og i er kommet godt ind i det nye aar – det er jeg ihverfald :)

2 kommentarer:

  1. Eva, hvor er det dejligt at høre om jers tur - bliver helt bevæget over dit møde med din "gamle" værtsfamilie.
    Kan du overhovedet bruge dine vandrestøvler i den varme?
    Lyder som I har godt og får oplevet en masse, hvor er det super.
    Forsat god tur.
    Knus Charlotte

    SvarSlet
  2. Hej Eva

    Smart at kunne foelge dig saa taet. Glaeder mig til slibrige detaljer og gode smuglertips lidt senere, naar du er kommet dig over de der foedder. Her i Jystrup er det klapkoldt, og om faa minutter er rettefreden forbi, naar ungerne kommer hjem med hver deres kammerat. Men jeg har ogsaa naaet at give en begavet elev et 12-tal – saa det maa vaere rigeligt.

    KH Stina

    SvarSlet