CUBA - PATRIA O MUERTO! (faedrelandet el. doeden!)

Efter frosne nattetimer paa ecuadoriansk lufthavns stengulv, diarre i flyveren og friende security mand er foedderne plantede blandt salsa rytmerne og mojito draaberne.

De foerste dage i Cuba gav os alle en foelse af at have faaet slaaet alle sine brikker hjem i Ludo - hvad maatte man og hvad maatte man ikke? var folk kun soede for derefter at bede om pengede? pga. det saakaldte turist apartheid, hvor cubanerne er forbudt kontakt med turister og flere strande er blevet lukket for dem og mange hoteller er ogsaa forbudt omraade, derudover er deres forraad af mad meget begraenset - denne cubanske vittighed siger lidt; "What are the tree achievements of the revolution? - Health, education and sports. What are the tree failures? - Breakfast, lunch and dinner.
Tingene for turisterne er derimod ogsaa 10 gange dyrer og det kraever en del ekstra at komme i kontakt med den cubanske kultur og dets befolkning. Men dette er langt fra umuligt. Efter nogle dage fandt vi nok Havanas, hvis ikke Cubas, hyggeligste multifarvede hus fyldt med stofplakater af Che Guevara og Bob Marley, Cubansk musik for fuld udblaesning saa det kunne hoeres flere gader vaek, ejet af verdens soedeste bigmama Leidis ( lady). Efter de foerste dages frustration over folks konstante beden om penge efter venskablig snak, moedte vi et skoent par, som hjalp os med at finde en bil vi kunne leje. Camillas bror var kommet til Cuba og vi havde derfor besluttede at udnytte hans koerekunstskaber, hvilket i hoej grad ogsaa blev udfordret paa de cubanske uskiltede med tilgengaeld fyldt med huller.
Bilen gav os den kaempe fordel, at vi kunne komme ud paa de cubanske kanter, hvor viaazul (turistbussen) aldrig havde afsat sine hjulspor. Grundet vejtilstandene og at store dele af den mandlige befolkning har drukket et par romflasker inden 18, koerte vi aldrig efter moerkets frembrud og stoppede i tilfaeldige landsbyer eller strande. Dette gav os nogle fantastiske oplevelser. Bl.a. blev vi budt ind af den kaere fulde Eddie, da han synes det var alt for loco at sove i bilen og insisterede paa, at vi skulle sove hos ham og hans smukke gravide kone i deres lille hus bestaaende af naesten intet andet en ufattelig stor potion gaestfrihed. Det varede ikke laenge foer halvdelen af landsbyens maend var samlet i huset og saa gik romflaskerne ellers paa rundttur. Det var helt trist at sige farvel til fiskerfamilien i deres lille hus med kaktushaekken.
Udover disse skoenne og ofte maerkelige moeder med folk, boed bildagene ogsaa paa hyggelige aftner paa stranden, aftner hvor vi var regnede inde, flueangreb der foerte til laegebesoeg og meget andet spaendende.
Det cubanske landeveje har naesten ingen vejvisning, men tilgengaeld er de spaekket med propaganda, saasom "revolutionen foerte til sammenhold/enhed, menneskelighed, klogskab (etc)..", "Alt for revolutionen" og "landets kaerlige fader Fidel", samt Che Guevara paa hver en vaeg. Det virkede meget voldsomt og havde hoedsagligt modsat virkning paa os.
Efter den nemme tid med bil, startede backpacker livet igen. Paa med rygsaekken og op paa natbussen igen til Santiago de Cuba. Til vores alle tres store glaede var det den eneste bustur med turister. Da lykkes det os at komme med en lokal "bus"- en gl. russisk truck der til forveksling lignede en studentervogn, videre fra Santiago. Saa med vindblaest haar og ondt i numsen var vi fremme i Bayamo, som viste sig at vaere en meget maerkelig by, med meget maerkelige mennesker, der var umulige at laese. Saa da vi moedte selve Jesus, en spansk kopi af Fidel Castro, der efter minimal ordveksling inviterede os med paa weekend tur, sagde vi straks ja tak. Fem timer efter sad vi sammen med hans smukke forlovede Norma og hans to spanske venner Patricia og Luis i den lille fiskerby og drak frosne oel. De arbejdede alle i Cuba, hvor de lavede projekter med befolkningen, der skulle soerge for en bedre udnyttelse af landbruget. Jesus havde nogle projekter i omegnen, som han var saa soed at vise os. Han lavede bla. stalde til dyrerne saa de ikke forbraendte saa meget 'mad'. Staldene var udover soemmene 100 procent genbrug f.eks. var stolperne gl. jernbaneskinder!
De spanske arbejdere satte os af i en lidt stoerre fiskerby, Manzanillo. Byen var vildt charmerende og alt foregik med nationale penge, turist apartheidet var minimalt, folk var hoeflige og imoedekommende uden, at de konstant stod paa vores taer. Dette satte Manzanillo paa vores top tre over byer paa Cuba.
Der gik et lokalt tog til Havana fra Manzanillo, sammen med cubanerne. Dette indebar ogsaa, at turen der skulle have tager 17 timer tog to dage. Toget havde tekniske problemer og afgangstiden blev konstant udskudt, hvilket foraarsagede alle maatte side og vente indtil beskeden endelig lod - 13 timer senere, hvor vi saa yderlig sad to timer i toget og ventede foer det aeld gamle tog toeffede afsted. Cubanerne er heldigvis et folk vaebnede med ufattelige maengde taalmodighed. Togturen vidste sig at blive noget af et eventyr, der indebar; hop fra vogn til vogn med udsigt direkte ned til skinderne, pludselig omringning af ca. 30 soldater (der var ved at afsone deres to aars vaernepligt fra 19-21), vidner til politimands toiletsex (stadig imponeret over hvordan det lykkes dem) m.m. Kl. 5 om morgen ankom vi trygt i Leidis oase -igen igen.. De sidste dage brugte vi paa at fejre min foedselsdag og komme over toemmermaendene.
Cuba var helt fantastisk og rigtig spaendende paa mange maader, men livet som cubaner er ufatteligt haardt. Hvilket har chokeret os ret meget og givet os store kvaler over overhovedet at stoette landet ved at rejse dertil. En cubaner beskrev deres liv som et grise liv - indhegnet og med faa muligheder og vi var vidne til en cubaner der blev anholdt og faengslet for at snakke med en turist. Dertil skal det ogsaa siges, at jeg aldrig har moedt et saa gavmildt folk, der giver selvom de intetg har.